mandag den 13. oktober 2014

Hvor tilfreds er du med din klitoris?


"Onanerer du? Hvis ja, hvor gammel var du, da du begyndte at onanere? Hvad handlede dine seksuelle fantasier om?"

Ovenstående spørgsmål stammer ikke fra en privat samtale mellem to erotisk opstemte mennesker. De stammer fra de omkring 45 sider med spørgsmål, som transpersoner skal svare på, når de beder om hjælp til behandling. En behandling, der kan give en længe ønsket balance og livskvalitet, når ens fysiske køn ikke passer sammen med egen oplevelse af kønsidentitet. Nemlig den behandling, der foregår på Sexologisk Klinik på Rigshospitalet i København.

Under punktet: Kønsudvikling finder man følgende spørgsmål til transkønnede mænd:

"Hvad kunne du bedst lide at lege med i børnehaven? Drengelegetøj/-lege eller pigelegetøj/-lege? Blev du opfordret af dine forældre til at opføre dig som en ‘rigtig’ pige? Begyndte du at klæde dig som dreng, før du fyldte 12 år?"

Og under punktet: Tøjstil finder man de her eksempler:

"Blev du seksuelt ophidset af at klæde dig som dreng, da du var 12 år? Havde du sex eller onanerede du, imens du var klædt som dreng i alderen 12-18 år?"

Jeg har aldrig hørt om andre grupper af mennesker, der bliver stillet så nærgående og grove spørgsmål af sundhedspersonale. Men man kan åbenbart tillade sig alt over for psykisk syge? For det er, hvad transpersoner bliver betragtet som. Jeps. I frisindede, progressive Danmark står transkønnethed stadig på Sundhedsstyrelsens liste over psykiske sygdomme. Nøjagtig som homoseksualitet gjorde indtil januar 1981.

Det er en sær tanke, at man indtil for godt 30 år siden opfattede bøsser og lesbiske som psykisk syge afvigere – selvfølgelig med heteroseksualitet som normalitetspejlemærke.

Men det er den virkelighed, transkønnede lever i, i 2014, hvor det er myndighederne, der beslutter, om du har ret til at blive behandlet som transkønnet eller ej og i øvrigt opfatter dig som en seksuel afviger. Hvis det er med den på, er det klart, psykiaterne har brug for at stille spørgsmål som:

"Har du inden du fyldte 15 med vilje pint nogen eller tilføjet dem fysisk smerte og lidelse?"
Gad vide om det er godt eller dårligt at svare ja til, hvis man gerne vil i behandling med mandlige kønshormoner?

Der er nogle få praktiserende speciallæger og gynækologer, der arbejder efter den overbevisning, at transpersoner selv er i stand til at træffe beslutninger, hvad angår egen krop, og derfor hjælper dem med hormonbehandling. Men hvis Sundhedsstyrelsens nye vejledning om behandling af transkønnede træder i kraft, bliver de nødt til at stoppe, for vejledningen lægger op til, at det arbejde er for farligt. 

Der er allerede én speciallæge, i øvrigt den læge, der har behandlet allerflest transpersoner, der for tre uger siden øjeblikkeligt stoppede med de behandlinger, da tidligere tilsynschef i Sundhedsstyrelsen Anne-Mette Dons i en artikel i Politiken truede med at tage autorisationen fra lægerne, når vejledningen træder i kraft.

Hormoner er naturligvis ikke noget, man uden videre langer over disken på apoteket, eller noget, man leger skødesløst med. Men det er heller ikke nogen skødesløs leg at være transperson i Danmark. Man beder med andre ord ikke frivilligt om hjælp på Sexologisk Klinik, medmindre man ved, at hvis man ikke i det mindste forsøger at udholde de 45 sider med spørgsmål og blandt andet give et retvisende svar på: "Hvor tilfreds er du med din klitoris?" Så man måske får hjælp (for det er ingen garanti), så er livet ikke længere værd at leve.

Det vil virkelig klæde de danske politikere at gå foran WHO og fjerne transkønnethed fra listen over psykiske sygdomme, ligesom de gjorde med homoseksualitet tilbage i 1981. Ellers ender det med, at transpersonerne rent faktisk bliver psykisk syge og risikerer at smitte.

Personligt har jeg for længst mærket tegn på psykiske forstyrrelser. Men det er måske det, der sker, når ens hjerne er eksploderet.

Første gang bragt som klumme i Information 7. oktober 2014

1 kommentar:

  1. Knud Lønborg-Jensen30. december 2014 kl. 18.14

    Tak Cecilia for endnu et flot og gennemtænkt indlæg. Jeg troede, at transexualitet var blevet ligestillet med homo- og heterosexualitet for mange år siden. Hvis jeg på nogen måde kan hjælpe til, så giv mig gerne besked. :-)

    SvarSlet