onsdag den 16. april 2014

Påskeintegration for et tequilaslammersegment

Projekt: 'Integration i påskeferiesamfundet' begynder for alvor i dag.
23 år i en ærøforisk osteklokke er lang tid - men nu er der gået hul på den, så den virker ikke lige pt.

Holder indtil videre forventningerne på minimum, og succeskriterierne lave - for jeg ved ikke, hvad og hvordan man gør. Men i går så jeg en buket grene iført lyserøde påskeæg med glimmer og pink fjer og nogle billeder på FB af nogen, der spiste sild og drak snaps plus nogle feriebilleder fra Barcelona, noget sommerhus i Sverige og nogle, der lå og flød foran en pejs med noget slik.

Aha. Javel.

I over halvdelen af mit liv har jeg onsdag eftermiddag før påske - altså netop i dag - taget toget mod Fyn for at tilbringe fem dage i selskab med en broget flok mennesker på en højskole uden at åbne en avis eller den mindste smule internet undervejs. Eneste formål: Spille rockmusik, være intenst til stede, drikke tequilaslammere, skråle fjollede sange, danse svedigt, opføre mig utérligt, hænge ud i bunker, grine hysterisk og reflektere over livet og hvor jeg er på vej hen i fem dages forpligtende og berusende fællesskab.

Men ikke i år. Og det er trist. For jeg vidste ikke noget bedre.

Men jeg følger bare (ufrivilligt) trenden. For det er ikke moderne at gå på højskole længere. Bondepigerne og drengene er for længst blevet dannede og har ikke brug for 'Det Levende Ord' eller andet Grundtvigiansk pjat. For den slags kan ikke måles effektivt. Ergo er det tidsspilde - siger politikerne og svinger pisken over de unges hoveder for at få dem til at løbe så hurtigt de kan - ud af gymnasiet og ind på universitetet, for dér at skynde sig at komme ud og blive effektive borgere.

Næh, højskole er ikke effektivt i gængs forstand. Det er derfor klart, man som moderne samfund ikke længere vil støtte op om- og opfordre unge til den slags. Det er jo bare ferie og driverliv på samfundets regning.

Fjumren og gøgl. Fri os fra det onde. Tag jer sammen!

Da jeg var 19, vidste jeg overhovedet ikke, hvad jeg skulle med mit liv. Så opdagede jeg en annonce i Gaffa for en musik- og teater højskole i det sydfynske øhav.
To dage efter havde jeg tilmeldt mig det lange efterårshold.

Det var her, mit liv tog den mest markante drejning, jeg har oplevet, at mit liv kan tage indtil videre. Jeg kunne skrive en bog i tre bind om, hvor meget det havde effekt på tiden, der kom fremover.

Men kort sagt: Bondepigen fik dannelse. Hun lærte noget om, at rumme forskelligheder, lærte at lave mad til 50 mennesker og få det færdigt til tiden, lærte at organisere, få ting til at ske i flok - lyttede til præster, alternative helbredere, garvede musikere, filosofiske forfattere og dygtige teaterfolk - og jeg diskuterede tro, håb og kærlighed, lærte at stå på en scene, fik lov til at dykke ned i egen navle og opleve, at sådan her kunne livet også være. I fire måneder. Sølle fire måneder, der i intensitet føltes som fire år. Omgivet af den smukkeste natur og daglig udsigt over havet. Jeg var forelsket i mit liv.

Så da de fire måneder sluttede, græd jeg hele vejen til Svendborg. Det eneste jeg nu vidste, jeg havde lyst til, var at komme tilbage.

Det gjorde jeg så - i 23 år. For det viste sig, at jeg ikke var alene om den lyst, så elevforeningen arrangerede et årligt træf for gamle elever, der var så attraktivt, at hvis man ikke meldte sig til den første dag, det blev annonceret - så var der ikke plads. Jeg nåede det heldigvis hver gang.

Denne årligt tilbagevendende begivenhed var så intens, at den somme tider næsten var for meget. Specielt i begyndelsen, hvor jeg stadig var ung og uden filter. Det var et overvældende inferno af fest, farver, fantastisk musik, leg, tjekkethed, gennemførthed, energi, kreativitet og vildskab i verdens smukkeste osteklokke. Og i alle årene, var det efterfølgende umuligt at forklare andre, hvorfor det var så fantastisk.

De andre spiste sildemadder, pustede æg, tog i sommerhus og på ferie til Rom. Jeg var bare hver gang så lykkelig over, at jeg havde mit 'helle'. Hver gang kom jeg hjem derfra og havde truffet en ny beslutning, der havde positiv indflydelse på mit liv. Hver gang kom jeg hjem og følte mig rig, fordi jeg endnu engang fik lov at opleve, hvad ægte kærlighed til andre mennesker er. Hver gang fik jeg energi og fornyet livsmod, og hver gang blev jeg mindet om, at jeg gerne må gøre ting, jeg kan lide, selvom jeg ikke gør dem perfekt.

Men højskolerne dør for tiden. Også min. Det skete i 2011. Og med skolens lukning forsvandt mange fra vores årlige træf - selvom vi crashede en anden højskole og tog deres gamle elever med i påskefesten.

Den anden højskole - en af de ældste i landet - kæmper også for sin overlevelse, og har pt ingen lange hold, fordi de vrider deres hjerner for at finde en model og et indhold, der virker tiltrækkende på de unge. Så der kommer ingen nye til lige nu.
Uden nyt blod - og med et stille frafald af de gamle - intet træf. I år nåede vi så smertegrænsen: For få tilmeldte. Aflysning.

Jeg forsøger at tage det pænt. Men mit indre ur er indstillet til at skulle afsted om et par timer. I min toiletskuffe ligger glimmer make-up, og ude i gangen står mine stilletter, og i skabet hænger alle mine kjoler. Det hele burde ligge i min kuffert.

Er der mon nogen, der giver en sildemad og et æg?


Mega nostalgisk billede fra Ærø Højskoles spisestue.



Ærø Højskole. Lige før verden gik af lave.


lørdag den 12. april 2014

Ryster med bryster vol. 2

Må mænd gerne gå i bar overkrop i det offentlige rum, uden at det bliver opfattet som blufærdighedskrænkende?

Må kvinder?

Vi kender de to forskellige svar allerede.

Ville det være behageligt for kvinder at smide blusen om sommeren og få lidt luft og sol på brysterne? 

Ja, det ville det jo egentlig. Men allerede inden vi når til tanken - om det isoleret set fede og behagelige i lys og luft på torso, har vores hjerner allerede blokeret, og der høres en høj buzzzz lyd, og en rød lampe blinker hysterisk. For det er jo forkert på så mange måder. Bare forestil dig, at du som kvinde gik ned af Strøget med bare bryster. Du ville ikke nå en meter, uden at omgivelserne ville sætte dig på plads med deres reaktioner -  eller du var blevet meldt til Politiet.

Sjovt tankeeksperiment: Du og din mandlige ven eller kæreste smider bluserne begge to og spadserer nonchelant afsted ved siden af hinanden i Nyhavn. Ville det så kun være dig, kvinde, der blev anholdt, når Politiet kom? Eller vil det blive opfattet som en demonstration/to er en gruppe?

Ok, bryster på kvinder bliver opfattet som blufærdighedskrænkende. Brystvorterne har vi endda til fælles med mændende - vi har bare lidt større fedtkirtler indenunder generelt set. 
Generelt. For der ER faktisk også mænd, der har ret så fyldige bryster. 

Men bryster er jo ikke kønsdele. Heller ikke på kvinder. Jeg er forvirret. Hvorfor må vi så ikke lufte dem offentligt? Hvorfor er de blufærdighedskrænkende, når mænds ikke er? 

De er bare lavet til at fodre babyer med. Men nu må kvinder ikke engang amme i det offentlige rum længere? 

I DK og andre vestlige lande er vi igennem mange år via bl.a. reklamer blevet indprentet, at kvindekroppen er et seksuelt objekt - særligt hvis den er tynd, har store bryster og fyldige læber. Hvis ikke den er tynd, har store bryster og fyldige læber vil reklamerne - vore venner og normsættere - træde i karaktér og gøre opmærksomme på, hvordan den så kan opnå disse ting til vores eget bedste.  
Dermed er det også blevet okay at betragte kroppen (ikke kun kvindens, men det med mandekroppen tager vi en anden dag) som sexobjekt hele tiden. Det er jo derfor, at kvinder ikke må hive brystet frem og amme i det offentlige rum længere - for det er potentielt seksuelt udfordrende skråstreg halvnøgent. Og halvnøgenhed er forbudt i det offentlige rum, fordi det er blufærdighedskrænkende. Altså hvis man er en kvinde.

Tilbage til start.

Til gengæld er det ok, når det bare foregår på en reklame for privathospitalet Nygart, der fylder hele siden af en bybus med teksten: Nye bryster - illustreret af, ja et par kvindebryster. For eksempel. 

I denne reklame skal vi lige endnu engang mindes om - ret massivt og igennem i hvert fald seks år efterhånden - at vi kan ændre, det vi har, hvis vi ikke er tilfredse, og vi cykler, går og kører forbi dem hver dag, så vi skal nok fatte det snart.

Kvindebryster er flotte, fascinerende og fantastiske, og jeg er ikke en skid imod, at både mænd og kvinder synes det. Det synes jeg også selv. Jeg vil heller ikke gøre mig til dommer over andres ønsker om at modificere deres egne kroppe. Det er et frit valg.

Jeg har heller ikke det mindste imod, at bryster ind imellem kan have æggende, vækkende effekt på andre. Det kan en mund eller en røv eller en ryg også have - både mænds og kvinders - tykkes som tyndes - homoseksuelles, heteroseksuelles, transpersoners og dem midt imellem(s). Vi har forskellig seksualitet - forskellige præferencer og smag, og vi tænder på forskellige kroppe/kropsdele rent visuelt. 
I aktiv seksuel sammenhæng kan f.eks. brystvorter - både hos mænd og kvinder være følsomme små knapper, der kan trykkes på. Det kan ører også være - lige som halsen, håndledet og nakken ... (kom selv på flere).

Tiøren er faldet: Bryster kan virke tiltrækkende på alle mulige mennesker. Det er fair nok. 

Det jeg finder psykotrættende er at blive sønderbombet med reklamer i det offentlige rum, der fortæller os, hvordan bryster og krop i det hele taget bør se ud for at være attraktiv(e) og rigtige? I hvis øjne egentlig? Vores allesammens øjne? De øjne, der som bekendt ser så forskelligt på tingene.

Og jeg finder det endnu mere psykotrættende, at dobbeltmoralen er så tydelig: Du må ikke vise dine bryster offentligt, men reklamerne må gerne. Og så hele det dér stereotype, ufrie og temmelig anstrengte forhold til vores naturlige, nøgne (elle delvist nøgne kroppe), der følger med. 

Men, men, men. Måske er det slet ikke et problem. Det kan sagtens bare være mig, der endnu engang ikke lytter ordentligt efter, når de økonomisk og socialt velstillede, priviligerede, hvide, heteroseksuelle mænd, der fører ordet i debattrådene rundt omkring, blandt andet gør sig den ulejlighed at forklare mig og de andre, der er trætte ind i sjælen af at se kvindekroppen udstillet som objekt - og som derfor stiller os undrende og kritisk -  at der faktisk ikke er reelle problemer med seksualiserende reklamer. 

Fordi: De siger det.