Sex sælger

Det er virkelig okay: Jeg får helt sikkert ikke arbejde på Hot Buns om så jeg ville.

Men så sagde vi jo, at det ville jeg ikke, for jeg er blevet alt for gammel til det pjat med at servere mad for andre.

Det holder mig heller ikke vågen om natten, at burgerbiksen har en stram personalepolitik, hvad gælder de ansattes påklædning. Det er nemlig totalt old news, at visse restauratører går efter et bestemt udseende. Troede du f.eks., det var tilfældigt, at bartenderne på dit gamle yndlingsdiskotek i 80'er-90'erne lignede karakterer fra Cocktail og Baywatch? 

Eller troede du, det var tilfældigt, at en vis kaffebar på Studiestræde kun har 18-årige modeller ansat - som i øvrigt er mere optagede af at være på Facebook end at holde øje med, om der kommer kunder? Eller at en vis bagerkæde på Vesterbro kun har hipsterlækre, unge mænd ansat til at lange bagværk over disken men i øvrigt ikke aner, hvilket mel, deres brød er bagt af o.s.v.?

De her virksomheder skriver det måske bare ikke så direkte i deres jobopslag, og så slipper de fint afsted med at ansætte lige nøjagtigt de typer, de gerne vil have i deres biks. De vil gerne tiltrække en bestemt kundekreds, så de er da tordnende ligeglade med, hvad der er politisk korrekt at gøre, for deres ansættelsesstrategier virker. På kundekredsen. Og sådan har det altid været. 

Sex sælger. Og sex sælger som bekendt stort set alt. Lige fra motorcykler, køkkener, tøj, kaffe, brød, kosmetik og spiritus - til aviser, magasiner, film og ja selv blogindlæg. Det lærte vi allerede i skolen, når vi skulle analysere reklamer i dansk, vi kunne endda ende med at komme op i den disciplin til eksamen. Og nu skal sex også sælge burgere. Eller: sexede, unge kvinder i hotpants, nedringede tanktops iført duckface og læbestift skal sælge burgere. 

Det er som sagt old news, at den slags sker. Bare ikke sket så tit før, at den type historier er nået hele vejen i mediernes søgelys. De har så tilgengæld med tunger ude af halse savlet over historien i dagevis og bragt det ene close-up billede efter det andet af kavalergange og stramme måse i shorts, for ligesom at illustrere deres historier. Og de har taget historien så alvorligt, at flere af medierne har lavet debatter med deres læsere, der har affødt laaange tråde af kommentarer. 

Og historien har som bekendt fået både Dansk Kvindesamfund, fagforeningerne og selv socialdemokrater til at reagere og i hvasse vendinger tage afstand fra de krav, burgerkæden stiller til potentielle ansøgere, krav, der er i konflikt med ligestillingsloven, mener de.

Burgerkæden lægger ganske enkelt overhovedet ikke skjul på, at deres ansatte skal være (af)klædt på en bestemt måde og ligne små, bløde og kælne mini-modeller, hvis de vil have jobbet. Og de ansætter naturligvis kun kvindelige bløde, kælne minimodeller til deres nyeste joint her i København. Et forsigtigt gæt er, at det betyder, at de helst kun ser savlende heteromænd som kunder i restauranten? 

Den smarte Hugh Hefner klon, der må stå bag det hele har sgu da så meget set det dæmpede, erotiske lys og tænkt: Ahh, det er smart. Hot Buns=varmt brød eller mere korrekt: varme boller. Eller forkortelsen for kaniner/bunnnies. 

Så bliver det vist ikke tydeligere.

Men kunne de unge, der vælger at tage jobbet, ikke bare lade være så, hvis de ikke gider have deres sparsomme tøj oversavlet og få deres bryster og baller beundret og begloet nine to five? Kunne de ikke bare lade være, hvis de nu hellere vil beundres for deres evner end deres udseende? Dermed ikke sagt, at modelsmukke m/k'er ikke også har evner, eller at det er forkert at klæde sig på en bestemt måde. Alle burde gå klædt præcis, som de har lyst til. 

Men vi kommer ikke udenom, at der er noget, der skurrer grimt, når unge kvinder - der måske får deres første job her - skal skrive under på, at de vil tage denne omdiskuterede, minimalistiske uniform på hver dag. En uniform, der ikke giver dem meget intimsfære beskyttelse. En påklædning nogle af os andre kun hiver frem, når vi har allermest overskud eller en fest i udsigt. Og selvfølgelig kan det være fedt at være frækt (af)påklædt. Det kan faktisk være superfedt i den rette sammenhæng og på de dage, man er på toppen over sig selv og verden. 

Men det må alt andet lige kræve overskud, at være så let påklædt hver dag. Ved man, som håbefuld jobansøger, på forhånd, om man har det overskud? Eller kan man honorere kravet om, at være sexet hver dag? Jeg ved det ikke, jeg er bare mig, og kan ikke svare på andres personlige vegne. Jeg ved bare, at jeg ville blive fyret første gang, en gæst klappede mig i røven, for jeg ville ikke alene smække vedkommende en justeringslussing så hård, at det gav genlyd i hele etablissementet, jeg ville også råbe af vedkommende. Højt. Låget ville simpelthen ryge af.

Og den slags klap-kvinder-i-mås stunts sker jo alle andre steder, så hvad kan få os til at tro, det ikke sker på Hot Buns?

Skriver de også under på i deres kontrakter, at de skal se igennem fingre med den slags kundeadfærd mon? De lægger jo selv op til det, når de viser så meget bar hud. Gør de ikke?

Personligt har jeg prøvet forskellige uniformer af i den branche, og de har enten været relativt maskuline eller meget konede- og eller kiksede.

De værste er dem, der bestod af skjorte og vest. Jeg ligner et telt i den mundering. Men det er typisk gamle restaurationer eller værtshuse, der vælger den løsning - også til deres kvindelige tjenere. 

Har også prøvet det dér med noget sort nederdel, nylonstrømper og små hvide forklæder i polyester med små plisserede kanter, eller de dér slå-om bagerjomfru helkropsforklæder i Arriva bussæde mønster, med en t-shirt under. Begge disse feminine varianter får enhver til at ligne gammeldags stuepiger eller effektive fugleskræmsler. 

Men uanset hvor grimt, kikset eller klodset jeg har set ud i omtalte uniformer, så har de dog alligevel på en eller anden antisexet måde beskyttet mig. For jeg har kunnet være mig selv indenunder, kunnet koncentrere mig om mit arbejde uden at skulle forholde mig til om jeg havde en dårlig tøjdag, for det havde jeg jo sådan set hver dag - by proxy. Men jeg kunne gå på arbejde med hormonelt, oppustet mave og ømme bryster, have uren hud, praktisk tilbageskrabet hår og grimme men livsnødvendige Reebok sko på, have ubarberede ben og ditto armhuler. Jeg blev, når jeg iførte mig disse beklædningsstykker, til: Tjeneren i en form for neutralt tøj-helle. Min krops udseende var mindst vigtigt i den sammenhæng, den skulle mest af alt fungere, for jeg skulle flytte tunge ting og gå langt hver dag. 

Alligevel solgte jeg ret godt. Jeg var nemlig en god tjener/bartender. Hurtig og med overblik. Tjekket med detaljer, opmærksom, god til at tale med gæsterne og god til at få dem til at købe. 

Hvordan kunne det dog lade sig gøre, kan man tænke i dag - her lidt over ti år efter, jeg kvittede mit sidste tjenerjob? Uden at skulle vise bryster og røv? Ja, jeg ved det sgu heller ikke, må jeg ærligt tilstå. 

Hvis jeg havde arbejdet som tjener på en stripbar, på et diskotek i indre by eller på en sexklub, ku' det godt være, at jeg skulle have haft en anden arbejdsuniform end polyesterbuks og Reebok sko. Men det gjorde jeg jo ikke. Jeg serverede bare mad og drikke for folk, på restauranter, caféer og barer. 

Advarsel: Fortælling, der indeholder fejlagtige seksuelle tilnærmelser - og trusler om mord

Toget ruller afsted - ud af München med endestation i Zagreb, Kroatien. Jeg skal af i Ljubljana, Slovenien og besøge veninde. 1998. Har en del timer foran mig og har allerede kørt i tog siden i morges. Nu nærmer klokken sig midnat.

Kupéen er klassisk. To rækker af sæder overfor hinanden og en skydedør ud til gangen. Elsker de tog. 

Der er langt fra proppet med folk. Faktisk har jeg hele kupéen for mig selv. I hvert fald i ti minutter. Så får jeg selskab. En fyr, cirka ti år ældre end mig selv, der skal hjem og besøge sin familie i Zagreb, finder jeg ud af, for vi præsenterer os, og han byder på en karamel. Han har sat sig overfor mig ved vinduet, og vi sludrer lidt. Men jeg er vildt træt. Jeg beder ham have mig undskyldt, tager skoene af og lægger mig udstrakt på rækken af tomme sæder, han gør det samme på sin række overfor. Vi slukker lyset i loftet. 

Ahh. Falde i søvn til lyden og bevægelsen af et skrumlende tog. Det er helt ok. At rejse er sgu hyggeligt. 

Der er cirka halvanden meter imellem mig og min medpassager. Alligevel, på en eller anden akrobatisk facon, formår han kort tid efter - "tilfældigt"- at lade sin åbenbart utroligt lange arm ramme min krop, derfra hvor han ligger - nu helt ude på kanten - på nippet til at trille ned på gulvet. Jeg sover ikke endnu, men bliver overrasket og sætter mig resolut op, tænder lyset og kigger ham direkte i øjnene og siger, at det dér, det kan han godt droppe. Jeg er ikke interesseret i noget tog hanky-panky. Han undskylder og mumler noget med, at det ikke var med vilje. At han var faldet i søvn og gjorde det i søvne.

Det er komisk men grænseoverskridende på samme tid. Komisk, fordi det så åbenlyst ikke er en "fejl". Der er oven i købet et lille bord ved vinduet, som han altså skal "famle" under. Meget lidet sandsynligt, at det er ikke er med vilje. 

Jeg siger til ham, at nu vil jeg egentlig gerne sove lidt, så jeg slukker lyset igen og lægger mig ned. Lysvågen og kampklar. Jeg ved jo på en måde allerede, det ikke er slut endnu. Ikke bange, men grundigt irriteret blandet med skuffelse over ham og over at det åbenbart altid skal være så bøvlet i de her situationer, bare fordi man rejser alene som kvinde. Fandens også. Idiot. 

Mindre end fem minutter efter sker det igen. Armen kommer snigende, men denne gang falder han faktisk på gulvet, og rejser sig omgående. Det samme gør jeg - klar af adrenalin og vrede. Tænder lyset og råber af ham, at nu kan han ærligt talt tage og skride, når ikke han kan holde nallerne for sig selv, og hvis ikke han har tænkt sig at gå frivilligt, så vil jeg kalde på togkontrollørerne (som jeg ved er med, og de er tyske og bryske og ikke til at spøge med - jeg har set mindst fire gå forbi på gangen to og to). 

Han dukker hovedet lidt, mumler et eller andet, tager sin jakke og forlader kupéen. 

Jeg er rasende, og det tager mindst en time, før jeg endelig falder i søvn. Bliver selvfølgelig vækket kort efter ved at kontrollørerne flår døren op og råber: "Grenzkontrollen - pass, bitte". 

At rejse er VIRKELIG hyggeligt.

Otte år tidligere

Jeg var taget til Israel - for at besøge en veninde, der havde været i kibbutz. Planen var, at vi skulle rejse rundt sammen i 14 dage og opleve. 

Da jeg trådte ud på gaden fra Ben Gurion lufthavnen, hvor min veninde hentede mig, blev jeg budt velkommen på en helt særlig måde. En bil med fire unge fyre, bremsede hårdt op, fyrene stak hovederne ud af vinduerne og gjorde tydelige tegn til, at vi skulle komme med dem, mens de piftede og råbte et eller andet på hebraisk. 

Say what? Jeg havde kun lige sat mine fødder på israelsk jord. Bevares, jeg havde langt, meget lyst hår, blå øjne, var ganske bleg og gik i harlekinternede bukser, men alligevel? 

"Det dér", sagde min veninde. "Det er ret almindeligt. Man vænner sig til det", og hun blendede endda langt bedre ind, i kraft af at være både mørkhåret, brunøjet og har jødiske træk.

Godt så.

Min veninde havde fået en kæreste. L, hed han, og var skidesød og rar. Ham skulle jeg møde, når vi kom til Haifa. 

Han var et par år ældre end mig - måske 21 og aftjente værnepligt i tre år. Når han ikke havde tjeneste, boede han hos sine forældre med to yngre søskende og en hund i en lejlighed, der kun havde to værelser ud over stuen, så sovepladser var fordelt lidt efter tilfældighedsprincippet for de hjemmeboende børn, hvoraf den yngste var 14. 

Hele familien var simpelthen så søde. Grinende og hjertevarme og bød på kogekaffe med kardemomme. Men vi kunne ikke sove dér, for der var ganske enkelt ikke plads. 

L havde en ven, der boede i nærheden. Der kunne vi bo et par dage, indtil vi skulle videre. Vi fik en nøgle, og vennen insisterede gæstfrit på, at vi skulle have soveværelset, så kunne han ligge i stuen. Han skulle alligevel tidligt op hver morgen. Vi protesterede høfligt, men han fastholdt sin galante beslutning. Så vi flyttede vores kufferter ind i værelset. Bagefter kørte vi alle fire ned mod stranden for at drikke en øl. På et tidspunkt kørte mændene, og vi var os selv.

Min veninde og mig drak os småfulde på den strandcafé, og kåde, som vi var, besluttede vi at tage ud og bade. Det var for længst blevet mørkt, og der var ingen at se på stranden, så vi kylede vores tøj i en bunke og sprang nøgne i vandet. Fornøjelsen stoppede brat, da min veninde pludselig opdagede, at hun havde noget ulækkert i håret. Hun var svømmet ind i en sort, fedtet oliepøl. Vi fløj op af vandet og fik tøj på. Hun ville bare hjem og vaske hår. Nu. 

Tilbage i lejligheden forsøgte vi at være stille, men vi kunne ikke lade være med at fnise. Var stadig små-snaldrede, og det var umuligt at få olien ud af håret selvom vi brugte en hel flaske shampoo. Måtte til sidst opgive. Nu skulle vi bare sove. 

Vi listede ind i værelset og lukkede den matterede glasdør, der skilte os fra køkken og stue. Lagde os i hver vores side af dobbeltsengen og nåede nøjagtigt at falde i søvn. Så blev vi i dén grad vækket.

" I am going to kill you", kom det fra vores vært, der sprang ind i rummet bevæbnet med en tomatkniv. Han kastede sig ned mellem os i sengen, men da var vi allerede på benene og i færd med at råbe og skælde ud, mens vi reflektorisk begge var gået i gang med at pakke - eller rettere sagt: væltede ting ned i vores kufferter.

Så et højt brøl og lyden af glas, der smadrede.

Lydene kom fra vores vært, der med knyttet næve stak hånden gennem glasdøren og tabte kniven. 

Der var omtrent gået et minut fra han kom ind. Nu stod han med bøjet hoved og sagde faktisk ikke noget, han stod bare. Vi råbte og skældte ud som sindssyge. På dansk, på engelsk, et par vrede gloser på hebraisk og stod nu allerede henne ved hoveddøren med stort set alle vores ting - fuldt påklædte og med sko på. Vi løb ned af den udvendige trappe, mens vi stadig skældte ud. Ud på gaden og forsøge at praje en taxa. Kan faktisk stadig ikke huske, om det lykkedes, eller om vi gik hele vejen hen til L og hans familie midt om natten.

Vi blev i hvert fald lukket ind. 

L var rasende. Om morgenen var han klar til at køre over og dræbe sin ven. Frustreret over at have mistet tilliden. Han havde stået inde for sin ven som en god fyr. Vi kørte derover. Min veninde havde også glemt noget, derhenne. 

L skældte sin ven ud, og vi følte os ubehageligt til mode over at være der igen. Vennen undskyldte, men det var ligesom lidt sent.

Bagefter blev min veninde og mig enige om, at det nok havde været for voldsomt for ham at have to unge kvinder i sin lejlighed. Sikkert hormonerne, der var løbet løbsk, og så var det blevet for meget for ham.

Tænk. I stedet for at forbeholde os den ultimative ret til at være vrede, forskrækkede og sårede over at være blevet angrebet, med truslen om at blive slået ihjel (hvor kejtet og halvhjertet, det mordforsøg så end var), så forsøgte vi gudhjælpemig at finde en forklaring, og den forklaring var så os. Det var sket på grund af os. Vores blotte tilstedeværelse som kvinder fik ham til at agere så voldsomt.

I stedet for at leve op til at være en god vært, der samtidig var blevet givet en tillid af sin ven, angreb han os kraftedeme fysisk og verbalt. Og vi slog det bare mere eller mindre hen. Hun var 18 og jeg var 19. Vi var jo usårlige, måske endda udødelige i vores selvopfattelse. Og egentlig: heldigvis for det. Vi havde tillid til, at intet ondt kunne ramme os. En fri, naturlig tilgang til verden og tiltro til andre mennesker.

At rejse er at leve. 

Ind imellem også fint bare at overleve.

"Kvindebevægelse er da en gangart"

Vi kvinder skal bare tage os sammen. Lade være med at tude, være hysteriske, snerpede, sippede og holde op med at hæve stemmen - for det lyder jo så skingert, når vi bliver vrede, indignerede og kede af det. Det larmer så forfærdeligt, det dér toneleje og er både useriøst og garanteret præmenstruelt betinget.

Vi kvinder skal holde op med at gå i frækt, sexet tøj, når vi bevæger os ud. For så beder vi jo nærmest om at blive råbt efter, gramset på og klasket i røven af mænd. For mænd kan bare ikke styre den slags. Det er et faktum, det bør vi da vide. Måske skulle vi bare tage det som et kompliment og, ja, holde op med at være så sippede og snerpede. Mænd ville da elske, hvis de blev råbt efter eller gramset på af fremmede, for de er slet ikke så bange for sex som kvinder og har i øvrigt meget større behov for det end os.

Simpelthen. Hvis ikke vi kan lide, folk råber efter os på gaden eller klasker os i røven - uden de har vejret stemningen først eller bedt om lov, så skulle vi måske lade være med at tage så nedringede bluser på og så lårkorte kjoler. Og vigtigst af alt: Vi skal holde op med at tude, hvis vi bliver voldtaget. Specielt, hvis det er af én, vi kender i forvejen eller måske har snakket med før. For vi har jo selv lagt op til det så.

Hvis vi siger fra overfor sexistiske bemærkninger eller uindbudt gramseri, skal vi lære at tage imod den tørre latter, der bagefter regner ned over os sammen med et skulder-dask og kommentarerne: "Det var da bare for sjov, kan du ikke tage en joke? Du behøver ikke være så nærtagende".

Og vi skal lære, at en omfattende EU undersøgelse, der påviser, at danske kvinder tager førstepladsen (ud af alle EU lande) i forhold til at opleve mest vold fra mænd - fra første færd bliver sparket til hjørne som ikke-valid - af alle medier, og at de alle til hobe gør det på samme måde, nemlig ved at tage én nøje udvalgt ekspertkilde - en skeptisk, cirka 98-årig speciallæge (gudskelov kvindlig), der bl.a. i et radioprogram på 24/7 siger, at særligt unge kvinder i DK nok bare ikke er så stærke endnu, at de har lært at sige fra.

I Politiken, modsiger hun dog sig selv fra 24/7 udsendelsen ved her at at sige, at danske kvinder er de bedste til at sige fra, så deres grænser med vold er finere end andre EU kvinders, og derfor skal man lige tage undersøgelsen med et gran salt. Og i øvrigt spørger hun (bagatelliserende?):

"Hvem har i sit liv ikke været udsat for at blive skubbet, blevet revet i håret eller få en lussing?"

Ja, hvem har ikke prøvet det? Om det er som barn, ung eller voksen, og om det er drengestreger eller reel målrettet vold og det, der ligger imellem. Ligemeget. Vi skal holde op med at være så nærtagende, og den undersøgelse er jo bare noget pjat. Det burde vi i den forgangne uge have lært.

Hvis en mand sætter sig ved siden af os i bussen og lader som om, han falder i søvn og - ups, lige kommer til at lægge hånden på vores inderlår, så er det jo ikke med vilje vel? Det er heller ikke med vilje, at en mandlig chef er småtruende overfor os, når vi kommer og fortæller ham om nogle ubehagelige oplevelser, vi har haft i vores job. Så når han beder os overveje, om det her er det rigtige job for os, og om vi ikke hellere skulle arbejde i en vuggestue, så skal vi altså lytte. OG i øvrigt finde os i at hver gang, der er personalefest, så prøver han bogstaveligt talt at stikke tungen ned i halsen på os, mens han holder meget stramt fast, sekundet efter han har taget første slurk af sin øl og i øvrigt fortsætter det stunt gentagne gange resten af aftenen - til alle festerne. Det er jo bare kærligt ment, og hvis vi siger fra, er vi snerpede og frigide.

Vi skal holde op med at tro, at vores arbejde er lige så meget værd i lønkroner som mændenes. Faktisk skal vi acceptere, at vi i gennemsnit tjener 3.000 kroner mindre om måneden for at lave det samme som vores mandlige kollega.

Og nu vi er ved det emne: Vi skal snart se at holde kæft med vores idéer om kønskvoter i bestyrelser og ledelser. Det er jo noget vås med de kvoter, for det er jo som Hartmanns skriver i deres slogan: "Best man for the job", så vi skal bare kridte skoene. Det er vores egen skyld, at vi ikke sidder der, for vi har nok bare ikke kompetencerne til den slags krævende arbejde.

Og så skal vi altså snart holde op med at tvinge de stakkels mænd til at gå på barsel, når enhver nu ved, at et lille barn har det bedst hos kvinden - moderen.

Nej, alt i alt ser jeg ikke, der skulle være noget nævneværdigt at kæmpe for på Kvindernes Internationale Kampdag. Det går nemlig helt fint i DK. Her har vi ligestilling, for kvinderne er jo på arbejdsmarkedet, og har stemmeret og alt muligt.

Kvindebevægelse? Er det ikke en gangart? Bøsser? Ha, det er da skydevåben, come on. Feminister? Tø, hø urtekusser, mener du vel?  Sådan nogle nærtagende, mandehadende, ømskindede kvinder, der går i overalls og har ulækkert meget, naturlig kønsbehåring og er blottet for humor og seksuel frigjorthed.

Kvindekampdag? Næh, det er der ikke rigtig længere brug for her til lands. Vi bør i stedet glæde os over de små ting, der bliver lavet særligt for os kvinder. Nu for eksempel denne her helt særlige kuglepen. Ja, jeg har da sjældent været mere begejstret, end jeg er netop i dag. Det er stort for os. Helt glad i låget bliver man.