fredag den 31. august 2012

Dyrplageren fra Saxogade

Suk. Min katte hader mig. De ved det bare ikke endnu, men det gør jeg. Om mindre end et døgn pakker jeg dem ned i hver deres lille transportkasse, og med gode venners hjælp og bil fragter jeg dem til Sjællands Odde, hvor jeg vil stige på en bus, der vil køre ombord på en færge, der vil sejle os (mig og dyrene) til Århus, hvor min veninde vil holde og vente i sin bil for at samle dem op. Hun vil så køre til sit lille sted på Djursland og forsøge at integrere de to kræ i sin familie bestående af hendes kæreste, tre (somme tider fire) børn, en hund, en papegøje, et par andre katte og mange, mange flere slags dyr inklusive heste og høns, der dog vist nok mest holder til på udearealerne.

Når det er overstået vil jeg 15 minutter efter fragte mig selv retur af nogenlunde samme vej, som jeg kom. Det bliver hårdt, går det op for mig. Altså ikke nødvendigvis rejsen, men at skulle sætte kattekræene i pleje. JEG ER ET ONDT MENNESKE.

Kattene vil efter al sandsynlighed gå i chok. I mindst to dage vil de gemme sig allerdybest inde i et skab eller under en seng. Dernæst vil de måske komme ud af skjul, men de vil mave sig henover gulvet som flade pelskraver og fnyse i angst, hver gang de tager et nyt kravl ud i det nye. De vil spurte tilbage i skjul, så snart de hører en lyd, de vil formentlig hade mig endnu mere, når de opdager, at der er børn i huset. For de er ikke nødvendigvis vilde med små mennesker. Måske løber de ud. Og væk. Måske får de bank af derboende andre katte? Der kan ske så meget. Og det er jeg sådan set indstillet på. Men så alligevel ikke. Ikke lige nu. For jeg æælsker dem jo. Ja, så kom det frem. Jeg er blød i knæene, når det kommer til kattedyrene. Og jeg kommer garanteret til at tude på den helt upassende måde.


Integrationsprojektet (forhåbentlig vellykket) med at omdanne lejlighedskatte på Vesterbro til en art vildkatte på bondegård i Jylland kommer om alt går vel til at foregå over flere måneder. Jeg skal nemlig på en længere rejse ud i den store verden. Det har derfor været nødvendigt at finde pasningsordning. Og der er ingen tvivl om, at det er den bedste af slagsen. For sød veninde på Djursland er så god ved dyr, at det halve kunne gøre det.

Mens jeg, til sammenligning, er verdens største dyrplager.

Undskyld.

torsdag den 23. august 2012

Mor er rystet

Anne Linnet, for fanden. Hvad skulle det nu til for? Why, why, why? Heltinde min, hvad sker der for dig? Du, som åbnede mine øjne for, hvad hjerte og smerte betyder - sådan rigtigt. Du, der flød ud af mine forældres stuehøjttalere på højeste volumen, når jeg var alene hjemme og igennem mine walkman-høretelefoner og kasettebåndoptagers elendige små huller og direkte ind i min sjæl og smeltede dig fast. Greb mig hårdt om halsen og fik mig til at indse noget virkelig vigtigt om livet. Du satte ord og musik på ting, jeg kun havde en vag forestilling om, kunne være på dén måde. Med følelser og indlevelse og ægthed - oven i købet. Noget var større end mit teenageliv, og du viste vejen derhen på så mange måder.

Jeg e l s k e d e dig, selvom og på trods af, at det var uncool at lytte til dig i visse kredse i 80'erne. Også kredse, jeg befandt mig i. Men jeg var cool - dødsenscool- vidste jeg, for jeg forstod faktisk, hvad du sang om. Og jeg stod ved det. Jeg trådte frem og viste stolt mine kasettebånd frem for dem, der vægrede sig mod dig med hvidt pudder, eyeliner og Cure. I deres sortmalede øjne var du ikke cool dengang. Men da du udgav den dér plade, du ved nok, kan det da ellers nok være, at de kom på andre tanker. Nogle af dem i hvert fald.

Jeg elsker dig stadig, selvom du ofte i mit voksne liv gik ad veje, hvor jeg ikke længere kunne følge dig, jeg kunne ikke helt forstå dig, og du rørte mig ikke. Men du blev tilgivet det hele, for det jeg havde bygget op med dig, kunne ingen tage fra mig. Jeg skrev endda en slags hyldest-blogindlæg om dig, da Sort Samvittighed satte trumf på og gik i teatret med dig og fik mig til at tude som en sprinkler af rørelse og grin. Og for kun en uge siden, havde jeg faktisk en længere og meget kærlig snak om dig med en dejlig mand, jeg godt kan lide. Og ved du hvad? Han kan faktisk også godt lide dig. Det er vi simpelthen så mange, der kan.

Nu står vi så her. Os to, Anne Linnet. Og jeg aner faktisk ikke, hvad, jeg skal sige eller gøre. Jeg må endda indrømme, at jeg tjekkede kalenderen en ekstra gang her forleden, for var det en sen aprilsnar mon? Nej, den var god nok, vi skriver stadig august.

De siger, at du siger, at din mission er at ville finde langtidsholdbare kunstnere. Give dem en rigtig karriere.

Det lyder ædelt. Men passer det nu også, Anne Linnet? Jeg vil ikke lægge dig ord i mund. Men helt ærligt. Er du nu heelt sikker på, at det faktisk er dét? Det, der driver?

Suk. X-Factor dommer og dit navn i samme sætning lyder altså så uendelig fælt i mine sarte øren, og jeg bliver sgu ked. Ikke mindst fordi, at flokken af ung generation nu fortrinsvis kommer til at kende dig for to ting: Hende fra X-Factor og hende med ham sønnen, der laver Nik og Jay musik.
Men okay, hvis det er dét du vil ...

Mit fyrtårn af integritet har fået smadret pæren. Hjælp.

                                                     #Hvadgørvinuannelinnet?