"Kom så - kvind dig op".
Uha ja, vi ville både krumme tæer og være en halv time om at rette dem ud igen og automatisk i vores indre bibliotek bladre hen i den første udgave af Kvinde kend din krop fra 1975. Til de sider, hvor det meget udførligt og specifikt forklares, hvordan man gør en mand ukampdygtig ved hjælp af selvforsvarsteknikker langt fra kampsportens verden - noget med blyanter i hals, stilletter i fjæs, og spark i skridt. Men det ændrer ikke på, at det dybest set også er et lidt fjollet udtryk, når nogen eller vi selv synes, "vi skal mande os op", for så går det hele igen. Når vi mander os op, altså.
Hvor kom manden ind i det billede?
Det er vidst nok bedst - sådan helt generelt på verdensplan - at tilhøre hankønnet. Det er der en del års tradition for. Og det er jo på mange måder også det aller, aller smarteste og nemmeste. Sådan helt generelt selvfølgelig. De indlysende fordele er så indlysende, at det næsten ikke giver mening at nævne dem, men bare lige for at sætte scenen: Mænd tjener i gennemsnit 3.000 kroner mere om måneden i løn end kvinder - i DK (for samme arbejde). Mænd kan løfte tunge(re) ting. De kan stå op og tisse og ramme nogenlunde præcist (hvis de vil - gælder ikke Distortion), de kan rejse alene ud i verden på eventyr NÆSTEN hvor som helst og ikke behøve bekymre sig om/tage forholdsregler mod eventuelle seksuelle overgreb. De bliver ikke frarøvet chancen for job til fordel for kandidater af modsat køn - fordi de tilfældigvis befinder sig i den "fødedygtige" alder. Og endelig er det dem, der bestemmer det aller, allermeste - sådan helt oppe på toppen, der hvor det virkelig gælder, de allerfleste steder.
Hvis en kvinde vil opnå samme magt - den der er oppe på toppen, hvor det virkelig gælder, så er der naturligvis flere måder at gøre det på. Det er der selvfølgelig også for mændene, men nu er der jo en laang tradition for, at det er mænd, der beklæder de øverste poster i enhver sammenhæng, og dermed er gamet om at nå derop ret maskulint. Det er der skrevet, sagt og ment meget om. Og analyseret på - af rigtige professionelle. På feltet.
Jeg synes dog at kunne ane - uden at være professionel - at den måde - rigtig mange af de kvinder, der faktisk når til toppen - benytter - netop også er meget maskulin. Eller på det maskulines præmisser. Hvis ikke, man kan finde ud af at sætte albuerne ned de rigtige steder, så kan man glemme alt om at opnå supermagt. Og jeg tænker, at det netop afholder mange fra at prøve, fordi det er så fremmed et sprog - det med albuerne. Og nu er det ikke for at diskvalificere, at kvinder handler, taler, agerer eller for den sags skyld klæder sig maskulint. Overhovedet. Og der er ikke noget i vejen med en velplaceret og synlig albue i ny og næ, hvis den vel at mærke ikke efterlader folk med mavepustere, blå mærker og blodet flydende i kontorgangene.
Men det ville være spændende, interessant og banebrydende, hvis det ikke altid var nødvendigt at iklæde sig skarpt jakkesæt, skrabe håret tilbage i en knold, lade som om, man er One Of The Boys for at opnå reel indflydelse - og/eller at komme helt til tops - hvis det er dét man ønsker. Eller gå over i den modsatte grøft med samme fortegn eller noget - og decideret slikke røv eller knalde sig op ad stigen og ikke se sig tilbage.
Det ville være spændende, interessant og banebrydende, at det ikke var nødvendigt at holde alt hvad der hedder følelser tilbage i arbejdstiden, og skulle slå knuder på sig selv og lave forberedelser hjemmefra i dagevis for blot at kunne kommunikere sit budskab ud på mødet - på de maskuline præmisser, der alt for ofte er givet. At det ikke skulle være nødvendigt at lære det sprog BARE for at kunne begå sig på en arbejdsplads. At det ikke skulle være nødvendigt at finde sig i småtrusler eller sexistiske bemærkninger fra chefen. At det ikke altid var nødvendigt - at skulle mande sig op.
Hov, hov, jeg generaliserer, og det er skidegroft. For jeg ved godt, det ikke er sådan alle steder. At der findes virkelig moderne arbejdspladser i Danmark, der hylder både empatiske og feminine dyder i ledelsen, og derfor - i bedste multitaskende stil - er i stand til at have det overblik, der giver medarbejderne arbejdsro og mulighed for kreativitet, for at kunne stige i anciennitet, hvilket fletter fint fingre med produktivitet og en slags effektivitet, der tilsammen skaber resultater, der er både anderledes, opsigtsvækkende og nye = sorte tal på bundlinjen = bestyrelsen bliver glad.
Jeg har bare aldrig selv for alvor været på sådan en arbejdsplads. Og jeg kender heller ikke nogen personligt, der har. Men de ér der. Det siges. Og så er det rigtigt ikk'?
Det er i øvrigt umoderne at tale om den her slags ting. Eller det vil sige: det er faktisk blevet en lille smule moderne igen, men det er blevet umuligt at tale om på en fornuftig måde, for enten er der en eller anden der råber speltkusse efter en, eller også er det bare FOR MEGET snart. Nu ooorker vi simpelthen ikke tale mere om kvinders sarte følelser og lige vilkår for kønnene. Kvindebevægelse er en gangart og bøsser er skydevåben ikk'? Mand dig for helvede op. Siger selv kvinderne nu rundt omkring i debatterne.
"Hvis ikke du kan klare lugten i bageriet, må du hellere begynde at arbejde i en vuggestue", sagde en gammel chef gudhjælpemig engang til mig, på en institution jeg arbejdede på, efter jeg lettere rystet havde fortalt om en ubehagelig episode med en stærkt karaktérafvigende ung, der havde snottet mig ned i håret og spyttet efter mig hele vejen ned ad gangen.
Helt ærligt.
Det var en mand, der sagde det.
En anden gammel chef sagde gudhjælpemig engang til mig, efter jeg lige var blevet ansat:
"Jeg ved godt, jeg ikke må sige det her, men kan du ikke gøre mig den tjeneste, at vente med at begynde at få børn det næste års tid, hvis det var det, du havde tænkt dig? Jeg har virkelig meget brug for dig her i afdelingen".
Flatterende?
Det var en kvinde, der sagde det.
