Giv mig frisindet igen, der lurer under byens tage ...

Jeg har haft en blog i knap 24 timer og allerede nu, går det sikkert galt.

Nogen vil nemlig bagefter kunne påstå og synes, at jeg opfører mig mindst lige så umodent, som det debatindlæg 15-årige Oliver Ryborg for få dage siden havde på Politiken.dk. Et debatindlæg hvori han, som de fleste snart allerede ved igennem diverse re-posteringer på facebook og andre sociale fora, er grundigt indigneret over, at folkene bag sitet: victoriamilan.dk "opfordrer folk til utroskab", som han siger.

For ham er kernen i det hele: Utroskab skaber skilsmisser og dermed skilsmissebørn. Det, synes han selvfølgelig, er noget lort. Skilsmissebørn altså. Slam! Direkte forbindelse imellem utroskab og ja: skilsmissebørn. Så hold venligst - men bestemt - op med at opfordre folk til noget, som de faktisk udmærket selv godt kan finde ud af med eller uden hjælp fra den slags upassende datingsites.

Jeg synes nu, det er spøjst, at de fleste sympatiserer helt overdrevent med denne 15-årige Oliver og hans tilsyneladende modige og modne indlæg.

Meget muligt, at det er modigt. Men modent? Nej. Drengen er 15 år, og ved selvfølgelig intuitivt, at han stiler efter at smelte sammen med et andet menneske i den hellige seksuelle akt på et tidspunkt. Måske har han allerede prøvet det, og måske har han allerede nu oplevet den dér helt sindssyge og overvældende forelskelse, som på mange måder hører teenagetiden til. Overvældende og sindssygt fordi, det som så meget andet i den alder, er første gang man oplever det. Og der findes jo som regel kun dén eneste ene i ens natlige og daglige drømme, når man er meget ung. Men måske føler han også en underlig drift i sig til at have sex med flere end netop personen fra hans drømme og forskrækkes af den følelse? Måske er han selv skilsmissebarn og har på den konto høstet de første bitre erfaringer med voksne og deres ufuldkommenhed. Well. Vi ved det ikke. Men sagen er, at han bliver hele det foragede Danmarks stemme i utroskabsdebatten lige nu, og det er så billigt - jeg fristets til at sige gratis - at bruge denne relativt uskyldige dreng, der nu får sine drømme  og idéer om det perfekte parforhold knust til stumper, mens han græder lidt i pressen, som vælger at bringe hans indlæg, for "det er jo så synd for børnene".

Jeg er ikke ude på at slagte 15-årige Oliver Ryborg, der endnu har meget til gode udi parforhold og seksualitet (he ain't seen nothing yet). Jeg synes også, det er synd for børn, når deres forældre går fra hinanden. Punktum. Men dét, der gør mig så underligt til mode er, at temmelig mange undersøgelser viser, at en tredjedel af alle danskere praktiserer utroskab på den ene eller anden måde. Og alligevel synes lige under halvdelen af danskerne, at utroskab skulle skydes.

Hvorfor helvede knalder vi så med ham den mystiske fra baren lørdag nat, eller hende den lækre fra kontoret, hvis vi godt ved, at vi om lidt skal hjem til kæresten og ligge i ske?

Det er der sikkert rigtig mange gode grunde til. Og eksperter er der nok af, der både mener, det skyldes evolutionens langsomhed, grundlæggende parforholdsproblemer, spænding, farlighed, dopamin etc etc.

Men faktum er, at det endegyldige svar blæser i vinden. Og faktum er, at vi stadig gør det. Knalder udenom. Og det F O R A R G E R os dybt. Hver gang. Lige til det er os selv, der gør det. Igen - næste gang - for første gang?

Jeg er ikke selv sådan én, der er afklaret omkring utroskab. Overhovedet ikke. For jeg tror på, at der kan findes nuancer. Derfor vil jeg ikke skråsikkert påstå, at jeg aldrig ville kunne leve i et forhold, hvor det på den ene eller anden måde ville være noget, der kunne praktiseres. Jeg vil heller ikke påstå, at jeg godt kunne. Der er for mig personligt mange, mange faktorer der spiller ind her. Blandt andet (ret vigtigt) hvad det er for en person, jeg i så fald ville vælge at være i forhold med, og hvordan det seksuelle liige folder sig ud. Men. Det irriterer mig bare, at diskussioner om sex og moral altid begynder med at antage, at vi alle lever i såkaldte almindelige parforhold: sådan ét, hvor en mand og en kvinde er kærester eller er gift. De får nogle børn og bliver sammen, til døden dem skiller. Okay, okay godt ord igen. Vi er frisindede her i Danmark, så vi kan til nøds godtage, at to kvinder er kærester eller gift (eller registreret, for de skal ikke begynde at føle sig heelt lige så normale som flertallet: heteroerne), de får så nogle børn via en anonym sæddoner hos Nina Stork og bliver sammen til døden dem skiller.

Og endelig - så kan vi lige til nøds godtage, at to mænd er kærester eller er gift (ja ja registreret, for de skal jo ikke tro .....), de får så ikke nogen børn, for dén kan Nina Stork desværre ikke klare, og Kina hænger homoseksuelle ved daggry, så selvom de teknisk set nu kan adoptere, så sker det jo så godt som aldrig. Det var normalen. Kort skitseret.

Så er der alle de seriøse afvigere. Dem, der tænder på dominans og underkastelse. Dem, der godt kan lide at tage dykkerdragt på. Dem i latex, læder, sporer, pisk og sylespidse sko. Dem, der tisser på hinanden og binder hinanden. Dem, der somme tider godt kan lide at have sex med én af samme køn, selvom de lever i et fast heteroforhold. Og så videre og så videre. Dem møder vi næsten aldrig. For de lever i egne miljøer eller taler i koder, så de kan opfange, om de møder ligesindede, hvis de alligevel vover sig ud på fælles grund.

Pointe: Præcis ligesom alle andre gør!

Vi opfører os nemlig næsten alle sammen på den ene eller anden måde udadtil som om, vi er såkaldte normale. Også dem, der hver fredag eftermiddag ifører sig corsagen og tager en smut på Black Market eller til fetishparty. Det er selvfølgelig lettest sådan. For hvor ville der dog være mange ting, vi skulle begynde at tage stilling til,  hvis vi for alvor begyndte at tale - sammen - om vores seksualitet her i frisindede Danmark. Men måske - og nu kaster jeg et meget langt gæt på banen - ville netop samtale kunne modvirke, at knap halvdelen af befolkningen føler sig nødsaget til at gå rundt og hykle?

Jeg ved da godt, vi er nået langt på mange måder i Danmark, og vi bevæger os heldigvis stadig. I mange afrikanske lande for eksempel betegnes det generelt som mere sygt at være bøsse end at voldtage en kvinde, og det samme gør sig næsten gældende på Færøerne.

Men helt ærligt. Som én af mine meget gode venner sagde for et stykke tid siden, da vi faktisk havde en åben og interessant samtale om seksualitet (og jeg citerer frit efter hukommelsen):
"Den dag, der ikke bliver løftet et øjenbryn, når en 16-årig dreng går i kiosken efter smøger iført den kjole, han netop stod i sin lejlighed og prøvede, da kan vi begynde at tale om frisind i Danmark".

The Fool

Tarotkortet "The Fool" viser en nar (sjovt nok).  Han er så optaget af at fjolle rundt, at han ikke ænser, at han er ved at tage et skridt ud i afgrunden. 

Vi lader billedet stå et øjeblik, som man siger ...

 

The Fool eller Narren indikerer at der er behov for forandring i livet. Det er på tide at ruske op i alt det gamle og få smidt det ud, der tynger og samler støv. Noget med at springe ud i det ukendte og tro på, at alt ordner sig.


Når Narren dukker op, er det for at sætte tingene i perspektiv.  Måske har vi brug for at erkende vores egen naragtighed. Den viser,  at vi er på vej ind i et nyt område, som vi ikke tidligere har dyrket eller har erfaringer med. Det er den barnlige uskyld og nysgerrighed, der driver værket og får os til at søge nye udfordringer.

Narren er det rene og uskyldige barn, der netop er på vej ud på selvudviklingens rejse. Han er ubevidst om, hvilke farer, der lurer på ham. Han er bare glad og spontan. Han er den ubesindige vandringsmand, der netop er ved at træde ud over klippekanten. Man kan måske tolke ham som sjælen før oplysning, han er det nyfødte barn på vej ud i oplevelsernes verden, og han er det anarkistiske princip.


Narren har overlevet til vore tiders spillekort, hvor han er Jokeren eller snydekortet, der er fritaget fra alle regler. Narren har samme betydning i tarotten. Hans nummer er 0, og han kan placeres både før og efter de andre kort i Den Store Arkana, og han kan sættes ind overalt i rækkefølgen. Nummer nul – står for helhed, solen, alt indeholdt i ét og alt den slags små-okkulte halløj.

Velkommen
Godt så. Jeg bekender kulør for første gang på denne spritnye blog. Men hvad er det så, der er så magtpåliggende vigtigt at få sagt - og ovenikøbet så forbandet langt, at det ikke kan skrives med 120 tegn på Twitter eller opsummeres i et subtilt statement på facebook? Se det - mine endnu ikke eksisterende læsere - har jeg selv stadig ingen anelse om. Men jeg ved, at hvis jeg ikke bare en gang imellem vover pelsen og kaster mig ud i noget nyt, så sker der ingenting. Og det skal der sgu. Jeg ved også allerede nu, at der nok ikke bliver lagt fingre imellem, når vi kommer derudaf. Det vil sikkert overraske mig selv.

Det er i øvrigt for min egen skyld, jeg primært har lavet denne blog. Jeg er nemlig som de fleste andre mennesker et egoistisk, navlepillende dyr, der bare er vild med at se mig selv i spejlet.

Titel på bloggen?
"Bekend kulør, min pige",  er egentlig titlen på en krimi af Peter Cheyney - en engelsk journalist og krimiforfatter, der har udgivet en ordentlig røvfuld bøger. Han døde i 1951.  Men altså denne krimi fandt jeg for nogle år siden i min morfars gamle restlager fra hans dage som antikvitetshandler og marskandiser. Og tog den. På grund af forsidebilledet, der er fantastisk sejt, som så mange andre krimiforsider fra den tid også er det. 

Jeg ville egentlig have revet forsiden af bogen (og en hel masse andre bøger, som jeg også tog den dag) og brugt til et eller andet kreativt projekt, men har besluttet, at lade dem leve. Jeg har ikke læst bogen, hvilket egentlig er åndssvagt, men det har jeg altså ikke.

Hvorom alting er, så kan jeg godt lide den titel, eller det blognavn, som det jo så er blevet til nu - også.
Det kan man jo så bruge lidt tid på at tænke over. Eller lade være. Hvis man synes, det er bedst.

Hold spændingen oppe.