fredag den 23. december 2011

Beruselse

OBS! (oplysning til borgerne om spiritus)
Der findes groft sagt fem stadier af fuldskab:  
1. Først bliver man klog. 
2. Så bliver man sjov. 
3. Så bliver man smuk. 
4. Så bliver man stærk. 
5. Og så bliver man usynlig. 
God jul.
 

 

tirsdag den 25. oktober 2011

Sort skærm

Haps. Så var der bid.

Pejlevognen, som - formoder jeg - for længst er smeltet om til skrot på bilkirkegården, er skiftet ud med en dørklokkestemmerperson fra DR Licenskontoret, med et mystisk, samkørt register af en art i hånden, som tilsyneladende har blinket faretruende rødt, da de finkæmmede det og nåede til denne kriminelle person.

Nuvel. Svindleren, der så godt som aldrig tænder for sit tv-apparat, skal ligesom ALLE andre medlemmer af det danske samfund selvfølgelig betale licens. Ellers er hun en: "sortseer, sortseer nu vil vi ikke lege skjul mere", som tv-spottet med Claus Ryskjær i min barndom ææ-bææ buede ud i hovedet på os, når vi sad foran flimmeren og havde skruet over på DR og var klar til at nyde noget public service Huset på Christianshavn over en skål lørdagsslik. Alternativet til Danmarks Radio var Sverige 1 (i min region) eller slukknappen. Bare lige hvis nogen skulle have glemt det.


Ok. Emnet public service er på en måde alt, alt for følsomt at kaste sig ud i. I hvert fald når det kommer til at fortolke hvad, der rent faktisk er public service? Men det er jo uanset fortolkning grunden til, at det gamle statsapparat hvert år afkræver hver eneste danske husstand 2.352 kroner (2012 priserne). Og skulle man være blevet så træt af at have gammeldags gadgets som fjernsyn eller transistor stående og spærre for udsynet fra sofaen, og dermed afskaffet dem, så er det bare ærgerligt. For nu er det moderne tider, og internettet har kastet sine trådløse tentakler ind i næsten alle danske stuer og fungerer både på computere og smartphones. Dermed: Medielicens til alle. For man kan benytte DR's produkter via netop disse genstande. På den måde, er vi uden at blive spurgt blevet tvunget ind i en butik, vi ikke har bedt om at blive lukket ind i for at bruge vores penge. Lidt ligesom med banker. Men det er en helt anden historie ...

Og inden nogen nu hidser sig helt vildt op, så vil jeg skynde mig at sige, at jeg personligt meget gerne betaler for de varer, jeg - ja..køber. Også for Borgen hver søndag - eller endnu bedre: når jeg har lyst. Jeg vil også gerne betale for at kunne browse rundt på DR k og finde gamle afsnit af Charlot & Charlotte, eller se koncertoptagelser fra Roskilde, høre radiodokumentarer og alt muligt andet. Men der er ikke nogen ekspedient, der har stillet mig spørgsmålet: Hvad skulle det være? Og det er dér, det hele knækker lidt for mig. For jeg vil egentlig helst selv bestemme, om jeg går ud af en butik med eller uden varer i hånden. F.eks. på iTunes: Somme tider køber jeg en "plade", andre gange ikke. Tænker lidt naivt, at noget tilsvarende kunne være en DR betalingsløsning?

Uanset hvordan jeg vender og drejer det, så skurrer det lidt i mig på samme måde, som når man kører en negl ned over en tavle, når emnet DR licens bliver bragt på bane. Det handler om finansiering af DR. Og sådan har det altid været - sort/hvid, farve tv eller clockradio.

Men hey - hør - hov. Hvis man som stat med opdragende funktion, som vores jo har tradition for på godt og ondt, synes, at det er en demokratisk ret at have adgang til public service udsendelser på radio og tv, så er det vel også kun rimeligt og fornuftigt, at vi kører den lille sag - vupti - ind over skatten? Helt på linje med den lige, demokratiske ret til behandling på offentlige sygehuse, adgang til læger og motorvejene ...

I stedet skal et andet tungt og temmelig sikkert dyrt, administrativt system sætte mennesker til at rende rundt som de rene Jehovas Vidner og ringe på hos tølpere, så de knækker sammen og tilstår, at de faktisk har en internetforbindelse og en bærbar, og får taget sig sammen til at oplyse DR deres kontonumre.

I banken.

Men det er jo som allerede nævnt en anden historie.

torsdag den 15. september 2011

tirsdag den 13. september 2011

Ventetid

Hvis jeg nu var sådan rigtig i balance med mig selv på den fede mindfulness-agtige måde, så ville jeg, hver gang, der indsneg sig lidt ventetid i mit liv, naturligvis sætte mig ned og tænke: "Fint, jeg udnytter ventetiden, hvor lang den end måtte være, til at gøre noget godt for mig selv imens. Jeg kan købe en kop kaffe, læse i en bog eller lakere mine negle. Og når ventetiden ophører, så har jeg det SÅ meget bedre med mig selv, fordi jeg ikke lod mig rive med af min utålmodige sjæls let opfarende natur og fik oven i købet udrettet en lille smule imens til glæde for mit mentale velbefindende".

Men sandheden er, at det ville være løgn med et tykt lag af løgn på. For det første ville jeg have spildt kaffen i ren, klodset hidsighed, jeg ville ikke have kunnet koncentrere mig om at læse så meget som en sætning, og jeg ville have smurt neglelakken ud over kanterne og hældt for meget på penslen, så det nu ville ligge som små, buede, halvvåde søer på mine korte fingernegle, fordi min finmotorik er verdens værste, og i ekstremt pressede situationer, som for eksempel under ventetid, ville det faktum kun blive forstærket.


Ventetid er afskyeligt. I næsten alle dens former. Og ventetid er mange andre ting end at hænge ufrivilligt ud på DSB perroner. Et helt kapitel for sig selv, som jeg ikke orker at skrive, da det ville kvalificere mig til en indlæggelse på psykiatrisk afdeling aldeles omgående.

Jeg venter for eksempel på svar. Hele tiden. Og i mit sølle tilfælde handler de svar kun om simple ting - som svar på mails med sendte spørgsmål som: Kommer du til min fødselsdag? Synes du, vi skal ses på onsdag til kaffe? Jeg venter på svar som: Får jeg mon det job, jeg søgte? Er det fordi, han synes, jeg er for tyk, når han ikke svarer på breve for femte dag i træk, ham den søde, som jeg gerne vil gøre et godt indtryk på?

Implicit i alt dette: Netop i ventetiden begynder hjernen at køre på højtryk, og den begynder at generere alle de forkerte svar for ligesom at forberede sig på det værste (selvom det nærmest ikke kan lade sig gøre, ved enhver, der har prøvet det): "Måske kommer der INGEN til min fødselsdag. Min veninde HAR ikke tid til at ses på onsdag til kaffe. Jeg får helt sikkert IKKE jobbet. Han HAR fået kolde fødder og vil mig garanteret ikke alligevel, og ja, han synes HELT SIKKERT, jeg er for tyk".


Det er uvisheden og fornemmelsen af ikke at kunne handle mere, end man allerede har gjort, der er det værste. Det er ude af ens hænder, og nu må man så bare - tja, vente. Og nu er det her endda bare mig og mit lille navlepillende univers, jeg taler om. Der findes jo faktisk folk, der har langt mere på spil. Behøver jeg nævne asylansøgerne i flygtningecentrene? Nogle af dem venter i   å r e v i s. På at få en simpel dom: Can I stay or do I have to leave? Her kan vi virkelig tale om at sætte folk i en uvis venteposition af langt mere horrible dimensioner end mit ynkelige klynkeri.

Men i princippet er det nøjagtigt det samme. I princippet, ja.

Ventetid er urimelig og burde afskaffes. For den gør det ikke nemmere at få sit afslag. Fra potentielle job, fra potentielle kærester, fra Udlændingeservice. Nu havde man lige gået og forelsket sig lidt i tanken om, at det hele blev til noget ikk'?

mandag den 29. august 2011

En note fra sommeren

Prince har været her. Og denne gang blev han her i flere dage. He knows how to party hearty. Jeg vil giftes med Prince. Punktum.


 Men ud over det, og en hel del andre musikalske og sprælske vidunderoplevelser, så har det været et mærkelig sommer. Ganske som den plejer. Den kommer altid snigende lige i hælene på foråret, som man jagter helt febrilsk fordi det lige har været november fem gange i træk, som Henrik Nordbrandt engang så skarpt bemærkede, og så opdager man aldrig, at sommeren pludselig er der. Jeg gør i hvert fald ikke.

Pludselig er det i hvert fald Sankt Hans, og så ringer ens veninde og spørger, om man kommer til Christianshavn og ser et bål blive brændt i kanalen, mens et band spiller på en tømmerflåde, og nogen holder en tale imod vindretningen, så man ikke kan høre, hvad, der bliver sagt, og så diskuteres det hos de fremmødte med vinflasker og plastickrus, om det mon bliver på Shu-bi-duas melodi eller ham der Lange-Müllers. Og det ender altid med et kompromis. Og det er alt sammen altid ret hyggeligt, og folk kommer hinanden ved der på broen, mens man står og ser flamingokasser smelte og en grim, vortebefængt heks i pap futte af fuld af heksehyl. Og jeg er ikke den eneste, der altid bliver lidt underligt blandet til mode, når vi når til passagen:

"Vi elsker vort land, 
og med sværdet i hånd
skal hver udenvælts fjende beredte os kende,
men mod ufredens ånd
over mark, under strand
vil vi bålet på fædrenes gravhøje tænde:
hver by har sin heks, og hvert sogn sine trolde,
dem vil vi fra livet med glædesblus holde".


Og så taler man lidt om hekse, og hvor kønt det lige ville se ud, hvis man nu til dags brændte zoneterapeuter og akupunktører. Mens ingen rigtigt taler om troldene.




Og så cykler man hjem, mens det stadig er lyst og tænker: Shit. Det var så den længste dag på året, og man ryster tanken om kommende novembermåneder af sig og beroliger sig med, at sommeren er rigtig lang og god, og at de blå ben under strømpebukserne nok skal blive brune i år.

Sommeren er sådan en ophøjet størrelse, der altid står og blinker i det fjerne med alle sine løfter om hede omfavnelser på græsplæner, champagne og uendelige grillaftener i tropisk hede. Tidlige morgenvandringer ad små veje hjem fra berusende aftener i glade venners lag i sommerlandet.

Og ja sommeren er dejlig. Der vokser roser på hybenbuske, og kornet vajer på marken. Og man kan plukke ærter og jordbær. Hvis ikke det hagler.




Men man kan aldrig, aldrig regne med sommerens løfter. Sådan har det været, siden jeg blev voksen, hvornår det så end skete. Sommeren er en løgnerprinsesse hvad alt det dér romantiske damebladshalløj angår.

Men så må man jo tage sommeren i egen kærlige hånd. Hvilket jeg så har lært at gøre. Og det er i år gået rigtig fint, alt taget i betragtning, og der er alligevel en del at tage i betragtning dér.

Nu bliver det efterår. Min favorit. Der er ikke så meget pis med efteråret. Bladene falder af, de går i opløsning, siver ned i jorden, bliver regnormeføde og formulder. Ingen hule løfter. Bare nedfaldne æbler, høj himmel og gyldne trækroner.

Og så selvfølgelig mig i mine gummistøvler og en kurv med kantareller.


onsdag den 20. juli 2011

Fødevareforstyrrelsen

Tendensen til at belyse tilværelsens store problematikker fra et helt utroligt petit perspektiv griber nu om sig.

Turen er kommet til æggene.

Jeg bor i hjertet af Vesterbros mylder, liv og mangfoldighed. Midt i dette skønne virvar ligger Solhatten. En dejlig urtehippiebiks med økologisk frugt, grønt, mælk, gryn, mel og pasta. Og de har lækre cremer, te, cacao, sæbe, shampoo og chokolade uden alt for mange kunstigt tilsatte, miljøforstyrrende stoffer. En plasticpose koster derfor også cirka fem kroner. I kender typen. Og så er hele molevitten en del af et gennemsympatisk projekt kaldet Sidegadeprojektet, der blandt andet hjælper folk med at få noget betydningsfuldt at rive i efter at have været arbejdsløse længe. De driver  frivilligcaféen Café Sonja, hvor man kan købe aftensmad til en halvtredser, de tilbyder zoneterapi, sælger børnetøj og holder gadefest.

I Solhatten sælger de også æg. Per styk. Lækre, økologiske æg selvfølgelig. Med knaldgule æggeblommer, der afslører, at hønsene har spist godt med grønt. Æggene kommer fra en gård et sted i Nordsjælland, og én af de fine og sympatiske ting ved æggesalget var, at folk kunne aflevere deres brugte æggebakker i butikken, så der næsten altid var bakker med plads til seks eller 10 æg på toppen af køleskabet. Jeg selv var også sådan én, der samlede sammen og gik ned og afleverede en lille stak i ny og næ. Genbrug er godt, og vi skal begynde i det små og ved eksemplets magt vise, at det er en farbar vej. Synes jeg.

For et par timer siden købte jeg de sidste 11 æg, butikken lå inde med i denne omgang.


I en kæmpe æggebakke, som den unge ekspedient måtte klippe over på midten, så jeg kunne lave et låg holdt fast med elastikker, for ikke at lege "Konen med æggene" på min korte hjemtur. Der var nemlig ikke flere små æggebakker i butikken.

Ikke på grund af folks manglende velvilje, men fordi Fødevareforstyrrelsen for ganske nylig har sat en stopper for det. Det er tilsyneladende simpelthen for uhygiejnisk til deres smag, at butikken tillader sig at genbruge æggebakkerne. Klart, klart. Folk er jo også nogle totalt ulækre svin, som sikkert både slikker, savler og tisser på æggebakkerne, lige så snart de har fået dem hjem i deres topklamme  køkkener, hvor det garanteret både flyder med afrevne, rå stykker kylling, sure, brugte karklude og levende geder, der render rundt og besørger i hjørnerne. Og æg i sig selv er jo, som alle ved, dødsensfarlige salmonellabomber, der i det sekund, de kommer i berøring med bakken afgiver nok gift til at slå en gennemsnitskernefamilie ihjel, bare de rører ved den sammenpressede papirmasse. Så selvfølgelig skal det svineri stoppes. Det manglede da bare - for vores allesammens sikkerheds skyld.

Hold nu op!

Det er hysterisk, vanvittigt og ude af proportioner. Salmonella sidder på skallen og ikke inde i æggene. Så langt - så godt. Men fortæl mig lige hvad forskellen er fra alle andre æggebakker - med æg i  - fra Brugsen, Irma og Netto, som godt nok ikke først har været en tur hjemme og vende hos en forbruger, men som stadig indeholder æg med potentielle salmonellabaktusser på skallen? For jeg kan fandengalemig ikke se logikken selv.


Da jeg var barn, havde vi høns. Vi samlede æggene sammen alle mulige steder i hønsegården og hønsehuset, hvor fjerkræene ligesom syntes, de ville poppe dem ud. Det var ikke altid, vi kunne være sikre på, at æggene var fra samme dag. Men som mange måske ved, får man syn for sagen, når man koger æggene. Hvis skallen er næsten umulig at pille af, så er æggene helt friske, hvis skallen let slipper, så er æggene et par dage eller mere gamle - men stadig absolut gode nok til at spise. Hvis det hvide begynder at blive elastisk - et tegn man kan lure, hvis man tager to fingre og klemmer sammen om den kogte hvide, og hviden ikke går i stykker men bare ligesom bliver ved at hænge sammen, så skal man måske overveje, hvor spændende en spiseoplevelse æggene er.

Ignorance is bliss?
Vi åd også rå æg dengang. Og hvad meget værre var: Vi hældte ikke først kogende vand på skallen, for det vidste vi ikke, man skulle. Selvfølgelig vil jeg ikke pladderromantisk påstå, at ingen blev syge af salmonella dengang, for det var der helt sikkert nogle, der blev. Men vi vidste ikke helt så meget om salmonella dengang i 70'erne og starten af 80'erne.

Jeg har sagt det før, men bliver nødt til at indskærpe det: Jeg er så træt af det her lille snerpede land på mange punkter. Vi snakker, og snakker om at nedbringe co2 udslip og finde bæredygtige måder at leve på, da vi ellers vil være fucked om få år. Og jeg kunne komme med en milliard eksempler på, hvor langt ude, vi så rent faktisk opfører os, når møderne er hævet, og politikerne gået på sommerferie i halve år. Og ja, ja eksemplet med æggebakkerne fra Solhatten er en detalje i det samlede regnskab. Men jeg bor i Danmarks hovedstad i Københavns Kommune, og vi kan ikke engang finde ud af at finde en holdbar affaldssorteringsordning, når vi taler om organisk affald, og når nogle entusiaster så forsøger at lave et lillebitte tiltag, som at genbruge æggebakker, så bliver der slået hårdt ned på det under dække af sundhedsfare.

Kom nu for fanden.

fredag den 8. juli 2011

Bluf

Jeg kan ikke skrive.

Ordene rotter sig sammen i bundter og nægter at give slip på hinanden de stædige sataner. Og om lidt opdager alle det hele: Det store blufnummer foldet helt ud til skue - specielt fordi jeg også er så ufatteligt dum, at jeg nu vælger at stå frem og vise det, samtidig med at jeg så også fortæller det. Dobbeltkonfekt - smør på flæsk - tærte på tærte (idiot altså for helvede da ...).

Men jo jo. Den er god nok. I virkeligheden har jeg hele tiden snydt, bedraget og bluffet, så det stod ud af knaphullerne. Jeg vidste det allerede dengang, jeg endelig var blevet optaget på Journalisthøjskolen. Man så mig gå rundt med bøjet hoved og jaget blik - gudehjælpemig i flere uger efter studiestart, for jeg ventede på, at jeg skulle blive prikket på skulderen og hevet til side af en venlig men bestemt person fra studieadministrationen, der med lavmælt stemme liige ville bede mig om at følge med, hvorefter jeg ville få den beklagelige meddelelse, at det faktisk var en fejl, at jeg var blevet optaget: "Pladsen er desværre gået til en anden".




Men det skete ikke. Af endnu uforståelige grunde. Og se nu hvad de har gjort, de ignoranter til lærere (nåh nej - undervisere. For det insisterer de altså på at hedde på en videregående uddannelse). De lod mig slippe igennem til ingen nytte.

Ikke én eneste lille bitte idé kan jeg få. Ikke én eneste sætning, jeg er begyndt på i de sidste tre uger, har fungeret. Jeg er støvsuget for talent, blottet for inspiration og blank som den blondine, jeg er født som.

Jeg har ikke engang en pointe sådan rigtigt. Det ér bare sådan. Ingen finurlige krumspring med halen, ingen underliggende morale, ingenting.

Man skulle være Erik Jensen, Politikens musikanmelder. Han holder aldrig op med at kunne skrive vel? Og han kan faktisk meget sjældent ty til usle journalistiske metoder som for eksempel at bruge kilder til citat, som på den måde kan fylde hele siden ud med snik snak for og imod det ene og det andet. Det ville i hvert fald være mærkeligt, hvis han begyndte:
"Goddag Erik Jensen. Hvad synes du egentlig om Bob Dylan koncerten her forleden"?
"Jo nu skal du høre, jeg synes, Dylan gav den gas. Han lød som én på tres".
"Hvordan tres - kan du uddybe"?
"Han spillede røven ud af bukserne".
"som én på tres ville gøre"?
"Ja eller i hvert fald som sidst han spillede, og der var han tres"...

Hey. Jeg taler lige til mig selv her. Forsøger at trække tiden ud. Forsøger at gøre mit indlæg længere, end det burde være, ved at begynde at tale om et af de mest gudsbenådede talenter i den samlede danske skribentpulje. Og så oven i købet lave et dårligt eksempel ud af ham toppet med et svagt forsøg på at skabe en pointe. Undskyld Erik.

Jeg lægger på nu. Køber en ny kuglepen i morgen og krydser fingre.


Moar! Jeg vil bæres.

Men det er jeg sgu nok blevet for tung til.

bluf, (eng. (opr. et am. udtryk i poker), af holl. bluffen prale, brovte, og bluf pral), for høj melding i poker for at vildlede modspillerne; påtaget selvsikkerhed; falsk storhed; ord el. handling, der har til formål at vildlede el. skræmme.

onsdag den 15. juni 2011

Sidste mand slukker bålet

Jeg er grundtræt af hele tiden at få trukket regler og atter regler ned over mit liv.

Regler er efter min bedste overbevisning i meget høj grad medvirkende til, at vi skaber et samfund, hvor vi hver især kan hævde os overfor dem, vi synes, ikke lever op til reglerne. Vi skaber groft sagt et samfund af små sladrehanke og Stasiagenter, der kan rende og melde hinanden ganske gratis - og uden konsekvenser for stikkeren i øvrigt - til Bestyrelsen, til Grundejerforeningen, til Kommunen, til Politiet etc.

"Bah, bah, det må man altså ikke, så nu bliver det sagt til de voksne. Ha!"

For med tåbelige regler glemmer vi at bruge vores sunde fornuft. 

Selvfølgelig er det smart at have nogle få, let forståelige regler for at holde det nogenlunde civiliserede samfund (som vi tilsyneladende stræber efter at have) kørende med os mennesker på spil, der, hvis ikke vi havde nogen regler overhovedet, ville rende og stjæle, skide, klatre, køre og knalde hvorsomhelst - nårsomhelst. Sådan er dét jo.

Men for helvede altså. Der er simpelthen en ret stor kategori af regler, der er for åndssvage. Og vi finder ofte selv på dem, lige så snart vi får en smule indflydelse og dermed magt.



Nu er det for eksempel blevet forbudt at tænde bål i sin have. I hvert fald hvis man bor i Gribskov Kommune.

En nyhed, der ikke har været meget fokus på i medierne, synes jeg, men reglen blev også vedtaget 1. januar 2011 og kan af den grund ikke længere kategoriseres som en nyhed. Og i januar kan man vel vove at påstå, at der ikke ligefrem er mange, der har lyst til at finde sin indre vildmand/kvinde frem og vandre ned til sin dertil indrettede bålplads i haven og fyre op under kævlerne. Det er altså først nu  - her ud på den tidlige sommer, at det går op for de fleste, hvad, der er blevet besluttet. Så hvis ikke det var et faktum, at de fleste lokalpolitikere fra provinsen er på samme intelligensniveau, som det korn, de selv høster, ville jeg have dem mistænkt for at have opereret med vaskeægte spin her. 

Nu er jeg selv opvokset i Gribskov Kommune, der som bekendt er lagt sammen af tidligere Helsinge Kommune og Græsted-Gilleleje kommune. Vi befinder os altså rent geografisk ude på landet.

Med livet som indsats
I mine forældres have - derude på landet - blev der for mange år siden anlagt en bålplads. For vi er nemlig sådan nogle rigtige vildmænd og kvinder i min familie, der elsker lyden af knitrende gløder og ild. Somme tider er der endda blevet sunget, spillet guitar og grinet rundt omkring de bål. Det er sågar hændt, at vi har inviteret venner eller andre familiemedlemmer hjem i haven til at opleve disse stærke kræfter sammen med os. De har også sunget, spillet guitar og grinet rundt om de bål. Når det blev sent, er samtalerne somme tider blevet dybe og intense. Ligefrem vigtige. Nogen gange har vi sovet rundt om bålet på madrasser.

Men nu er disse livsfarlige aktiviteter gudskelov blevet bragt til øjeblikkelig standsning fra politisk sted. For hvis man tænker på, hvor sindssygt vi har opført os i alle disse år, så er det jo rent faktisk et under, at vi ikke har brændt huset eller hinanden af forlængst.

Det er så forbudt, det dér
Et nærtstående familiemedlem havde indtil for nylig heller ikke hørt noget om den nye bålregel. Så en aften tændte den naive vildmand så et stille og roligt bål for sin egen fornøjelses skyld. Det skulle han aldrig have gjort. For der gik ikke lang tid, så stod der en Stasiagent ude foran haven og hoppede på sit eget hoved i et anfald af rendyrket besserwisser: "Ved du ikke, at det er forbudt at lave bål, jeg var liiige ved at ringe til brandvæsenet, for jeg troede jo, at der var ildebrand. Vi kan se røgen heelt over i vores have, uhh hvor blev jeg bange", kvidrede nabo Stasi'en. 

Eksempel taget til efterretning. Der har været ildfrit lige siden på den naive vildmands og mine forældres bålpladser. Men her i pinsen må jeg indrømme, at jeg kastede lange blikke efter henholdsvis tændstikæsken og det tørre brænde, der ligger og gør sig til på den runde plads.



For jeg er en rebel. Grrrr. Der elsker at lave bål, og jeg vil jo frygtelig gerne finde hullet i systemet, så jeg uden samvittighedskvaler og fare for at der pludselig holder en horde af brandbiler inde i haven kan stryge den skide tændstik, næste gang jeg besøger mine forældre. Så tillad mig at bringe et kort uddrag fra den pjece, der er kommet fra Gribskov Kommune i forbindelse med den nye bålregel - og hjælp mig så lige her:

"Gribskov Kommune har med "Regulativ for husholdnings- affald", gældende pr. 1. jan. 2011, besluttet at tillade husholdninger i landzonen at afbrænde tørt haveaffald i perioden 1. december til 1. marts. Det er ikke tilladt at afbrænde haveaffald i byzonen og i sommerhusområder. Det er dog tilladt af afbrænde Sankt Hans bål, men kun Sankt Hans aften og mindre bål bestående af rent tørt træ til rekreative formål på særligt indrettede bålpladser." 

Afbrænding af tåbelige sætninger
Der er op til flere problemer med de sætninger. Det første er, at et begreb som husholdningsaffald pludselig kommer i spil. Her tænker enhver, der har - eller har haft - høns sikkert på resterne fra salaten, en håndfuld kogte ris eller gulerodsskræller. To sekunder efter er husholdningsaffald så blevet til regulært haveaffald.

Andet problem: Bor man mon i by eller landzone? Det kan selvfølgelig tjekkes på Teknisk Forvaltning eller noget. Ok. Videre: "Det er dog tilladt af afbrænde Sankt Hans bål, men kun Sankt Hans aften og mindre bål bestående af rent tørt træ til rekreative formål på særligt indrettede bålpladser".

Ikke forstået. Må jeg kun brænde Sankt Hans bål, eller må jeg rent faktisk gerne ind imellem brænde mindre bål til rekreative formål på mit særligt indrettede bålsted? De smarte skriverkarle, der har udformet pjecen har jo tilsyneladende taget højde for rebeller som mig, der adspurgt ville kunne hævde, at det bål, jeg var i færd med at brænde, sådan set bare hedder et Sankt Hans bål. Eller betyder det, at jeg Sankt Hans aften kun må brænde et bål, hvis det er til rekreativt formål, og kun hvis bålet er af mindre størrelse (end hvad)? Og hvis mine forældre nu er så heldige at bo i landzonen, må vi i så fald da brænde et valgfrit antal bål rekreative eller ej fra 1.december til 1.marts?

Spejderæra slut?
Får vi mon flere pyromaner nu? Bliver snobrød noget, der skal ristes over gasgrill eller går i Grønspættebogen? Ja også spejderne må i gang med at redefinere deres fælles identitet nu. Èt fortjenstmærke mindre at stræbe efter. Først røg dolken med knivloven - nu ryger bålet. Og så er der stort set kun de kristne sange tilbage. Hvem gider det?

Spørgsmålene hober sig op. Og jeg går for alle tilfældes skyld i gang med at lære at strikke uldtrøjer og termosokker.

Men mens vi venter på december, vil jeg opfordre til, at vi begynder at tænke bare en lille smule selv. Det har skræmmende perspektiver, at børn, der vokser op på landet, eller somme tider holder ferie på landet fra nu af ikke længere må lave bål sammen med deres forældre, bedsteforældre, søskende og venner om sommeren.

Det er nemlig forbudt, blev der motherfucking sagt til de voksne!






Bonus info til folk, der alligevel ikke har lyst til at tænke selv, fra Gribskov Kommunes pjece om "Regulativ for husholdnings- affald":

SANKT HANS BÅL
"Sankt Hans bål må kun afbrændes Sankt Hans aften, når følgende overholdes: - At der kun afbrændes tørt og rent haveaffald At der er en afstand fra bål til bygninger med hårdt tag på minimum 30 meter - At der er en afstand fra bål til brandbare afgrøder på minimum 60 meter - At der er en afstand på minimum 200 meter fra bål til bygninger med let antændeligt tag f.eks. stråtag, nåletræs-plantager, lyngklædte arealer eller brandbare oplag m.m. - Afbrændingen kun sker under tilstedeværelse af en voksen person. - Opsynet må først ophøre når ild og gløder er fuldstændig slukket". Citat slut.

tirsdag den 7. juni 2011

Ryster med bryster

Efter en hel lang weekend med lige dele Distortion og tis fordelt ud over de københavnske landsbyer falder jeg så i "patter-fælden". Med en barnlig overskrift, der vel nogenlunde svarer til at ridse: "Fisse" ind i en offentlig toiletdør?

Det, at have store bryster, er jo som regel noget, mænd, der er til kvinder, godt kan lide. Og jeg ved, der også er en enkelt kvinde hist og pist, der fra tid til anden lader sig fascinere af disse attributter. Det kan der være forskellige grunde til: Noget seksuelt, misundelse, ren og skær beundring og angst. Det med angst kommer jeg tilbage til.

Jeg selv er overmåde fascineret af Meg Whites bryster. Megs nuts ... De er sgu bare flotte, og de flapper overhovedet ikke ud til nogen forkerte sider. De sidder virkelig godt fast - så at sige. Næsten unaturligt godt fast? Men jeg tror faktisk, de er ægte nok. Jeg har aldrig tænkt over det før, men blev opmærksom på det, (eller skulle jeg sige dem), da jeg så filmen "Under Great White Northern Lights". Medsøstre og brystgale mænd: Meg White har fandeme gode kasser.


Men først og fremmest er hun jo trommeslager. Endda en ret speciel en af slagsen. Faktisk har jeg sjældent set nogen spille så mærkeligt på trommesæt som hende. Èn ting er, at hun slår hårdt, hvilket er lidt sjældent for kvinder på dette instrument, og meget fedt, at hun gør. Men hun har altså en underlig spillestil. En, kan man kalde det, lodret spillestil. Hun vender somme tider stikkerne helt lodret, og hun sidder fuldkommen lodret på sin lille trommestol, og hun spiller ekstremt markeret og frembringer en - ja nærmest lodret lyd.

Og så var det, jeg opdagede, at hendes bryster nærmest også er lodrette. På den runde måde. De bevæger sig - ja, men de bliver ligesom en del af trommespillet, og hun vælger også at fremhæve dem på en cool måde ved hjælp af sit tøj. Man får næsten lyst til at prøve at røre ved dem. The girl really knows how to rock these boobs of her's.

En verden af bh'er
Dét at have store bryster er ikke altid lige sjovt. Jeg taler af erfaring.

Jeg var 14, da de begyndte at gå amok. Det gjorde fandeme ondt, dér i voksealderen. Specielt når vi havde gymnastik i skolen. Og specielt, når det involverede noget med halvstore bolde, man skulle gribe. Av, av. Men jeg var 20, før jeg fik min første bh. Min mor havde i sine meget unge dage haft et anstrengt forhold til bh'er, så da hun blev gammel nok til selv at bestemme, brændte hun den, hun havde på et bål eller noget. Væk med den. Og det er ikke fordi, jeg bebrejder hende (det gør jeg altså ikke mor). Der var bare ikke så mange kvinder, der gik op i den slags, da jeg var teenager. I hvert fald ikke dem, jeg kendte. Mine veninder gik heller ikke med bh - det gjorde de altså ikke dengang.

En pige, jeg gik på højskole med, da jeg var 19, løb meget. Hun havde en decideret sports bh. Og hendes bryster var endda meget mindre end mine. Hun gik også i undertøjs-sæt. Med blonder. Det ved jeg, for hun optrådte i sådan en bh til en af vores koncerter. Jeg syntes, det var flot. Men forbandt stadig ikke bh med mig.

Men året efter købte jeg én i en undertøjsbutik. Og siden da er jeg ikke gået nogen steder uden bh.

Bh'er er dyre. Men det er en anden snak. Hvis man vil have varen, der fremhæver, understøtter og ikke laver røde mærker, så må man punge ud.

Bh'en gør, at ens store bryster bliver, hvor de skal - i hvert fald nogenlunde inden for tyngdelovens grænser.

Og nu fremhævede jeg så Meg White. Hendes gedigne nødder bliver forbilledligt siddende, hvor de er, selvom hun udøver sit erhverv som trommelsager i et rockband. Der findes også eksempler på det modsatte.

Camilla Plum er ét af de eksempler. Denne multi kreative gårdkvinde, der helt klart er dygtig til at lave mad, sylte, lave saftevand, dyrke krydderurter og grøntsager, og på mange måder lever et - efter min mening - misundelsesværdigt liv i pagt med naturen. Hun har en megaflot have,  et yndigt hus, fire kernesunde børn og en mand, og hun fremtryller de vildeste brød - om hvilke, hun i øvrigt engang fik en hel programrække sat til sin rådighed for at præsentere i alle deres former under en næsten lige så corny titel, som mit blogindlæg her bærer. Men altså. Jeg får angst af at se på hende. Eller rettere: på hendes bryster.



Moder Jord kvinden
Hun ved, hvad hun vil og kan. Iført tørklæde om hovedet og godt med jord under neglene er det ellers ind og røre i den store, sorte støbejernsfætter og kvase nogle krydderurter og hele frugter med de bare næver - ned til det simrende dyr i gryden, som man jo så også får mistanke om, at hun selv har været ude og kvæle. Og mens hun rører i gryden, blafrer og blævrer hendes giga-kasser, så jeg kniber øjnene lidt sammen af skræk for, at de skal vælte ud gennem skærmen og ned i min chipsskål. Ofte har jeg skiftet kanal, selv om det var en spændende ret, hun var ved at lave. En gang spildte hun et eller andet ned på det ene bryst. Det blev hængende (altså det hun havde spildt), for hun opdagede det ikke selv, og kameraføreren gjorde ikke tegn til hende åbenbart. Det tog så meget fokus for mig, at jeg ikke længere hørte- eller så efter, hvad hun gjorde eller sagde. Jeg får ikke lyst til at prøve at røre ved dem.

Elga Olgas lår
Jeg kan ikke forklare, hvorfor de har den effekt på mig, når nu Meg Whites er så sært tiltrækkende. Jeg bliver bare angst. Lidt på samme måde som dengang jeg var lille og var med min far i Helsinge Ungdomscenter til et arrangement i "Ældreklubben", hvor selveste Elga Olga skulle optræde, og jeg satte mig på gulvet foran scenen, hvorfra jeg kunne kigge denne svulmende dame lige op under kjolen og fik udsyn til et sæt ben, der var lige så forvrængede som hendes ansigt, når hun sang Solituuuudeveej. Der var simpelthen tale om lår i sko og mere til.

"Store bryster forpligter"
 Det, syntes Jens Tolsgaard, vores gamle musiklærer på Ærø Højskole, at vores band skulle hedde. Det grinede vi lidt af, og besluttede så benhårdt at kalde os "Bjarne eller ej" i stedet for. Men han havde  nu lidt ret i, at store bryster forpligter, eller at det forpligter at have store bryster. Eller at forpligtelserne ved at have store bryster er større, end når man har små bryster. Okay jeg roder mig ud i noget nu. Forpligter? Det er nok et lidt stærkt udtryk, da det jo er frivilligt, som det meste her i livet, om man vil pakke sine fortrin ind, når man stiller sig op på en scene eller viser sig igen og igen i fjernsynet. Og det handler måske ikke så meget om indpakning, som det handler om attitude for den, der bærer brysterne.

Og tro mig, det har taget mig år at lære, at mine altid var der, og at de bevæger sig skødesløst, som de selv vil. Og jeg har kigget misundeligt i mange timer på de dér piger på festivalerne og på stranden, som kan gå i strop t-shirts med bar ryg uden bh og stadig hoppe til Rage Against The Machine eller spille strandtennis, uden brysterne gør noget særligt væsen af sig. På en eller anden måde, er det bare mere feminint. Måske fordi de piger uden mindste besvær bare bevæger sig frit og uhæmmet. For de har aldrig skulle spekulere ét sekund på, om sidemanden nu fik et bryst i hovedet.

Der er simpelthen ikke nogen, der skal bilde mig ind, at folk, der lige som jeg, render rundt med tasker, der er større end gennemsnittets, ikke er bevidste om dem. Det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre. Men med bevidsthed retter vi ryggen og bliver lodrette. Lige som Meg. Og så er brysterne pludselig meget pænere. Camilla Plum skal da selvfølgelig også bare give den gas på tv, som hun plejer. Så må jeg jo tage kurset: "Sig goddag til din angst", som min svigerinde fortalte, var en obligatorisk del af pensum i hendes tid på Statens Teaterskole. Alternativt kan jeg jo slukke for fjernsynet.

tirsdag den 31. maj 2011

Giv mig frisindet igen, der lurer under byens tage ...

Jeg har haft en blog i knap 24 timer og allerede nu, går det sikkert galt.

Nogen vil nemlig bagefter kunne påstå og synes, at jeg opfører mig mindst lige så umodent, som det debatindlæg 15-årige Oliver Ryborg for få dage siden havde på Politiken.dk. Et debatindlæg hvori han, som de fleste snart allerede ved igennem diverse re-posteringer på facebook og andre sociale fora, er grundigt indigneret over, at folkene bag sitet: victoriamilan.dk "opfordrer folk til utroskab", som han siger.

For ham er kernen i det hele: Utroskab skaber skilsmisser og dermed skilsmissebørn. Det, synes han selvfølgelig, er noget lort. Skilsmissebørn altså. Slam! Direkte forbindelse imellem utroskab og ja: skilsmissebørn. Så hold venligst - men bestemt - op med at opfordre folk til noget, som de faktisk udmærket selv godt kan finde ud af med eller uden hjælp fra den slags upassende datingsites.

Jeg synes nu, det er spøjst, at de fleste sympatiserer helt overdrevent med denne 15-årige Oliver og hans tilsyneladende modige og modne indlæg.

Meget muligt, at det er modigt. Men modent? Nej. Drengen er 15 år, og ved selvfølgelig intuitivt, at han stiler efter at smelte sammen med et andet menneske i den hellige seksuelle akt på et tidspunkt. Måske har han allerede prøvet det, og måske har han allerede nu oplevet den dér helt sindssyge og overvældende forelskelse, som på mange måder hører teenagetiden til. Overvældende og sindssygt fordi, det som så meget andet i den alder, er første gang man oplever det. Og der findes jo som regel kun dén eneste ene i ens natlige og daglige drømme, når man er meget ung. Men måske føler han også en underlig drift i sig til at have sex med flere end netop personen fra hans drømme og forskrækkes af den følelse? Måske er han selv skilsmissebarn og har på den konto høstet de første bitre erfaringer med voksne og deres ufuldkommenhed. Well. Vi ved det ikke. Men sagen er, at han bliver hele det foragede Danmarks stemme i utroskabsdebatten lige nu, og det er så billigt - jeg fristets til at sige gratis - at bruge denne relativt uskyldige dreng, der nu får sine drømme  og idéer om det perfekte parforhold knust til stumper, mens han græder lidt i pressen, som vælger at bringe hans indlæg, for "det er jo så synd for børnene".

Jeg er ikke ude på at slagte 15-årige Oliver Ryborg, der endnu har meget til gode udi parforhold og seksualitet (he ain't seen nothing yet). Jeg synes også, det er synd for børn, når deres forældre går fra hinanden. Punktum. Men dét, der gør mig så underligt til mode er, at temmelig mange undersøgelser viser, at en tredjedel af alle danskere praktiserer utroskab på den ene eller anden måde. Og alligevel synes lige under halvdelen af danskerne, at utroskab skulle skydes.

Hvorfor helvede knalder vi så med ham den mystiske fra baren lørdag nat, eller hende den lækre fra kontoret, hvis vi godt ved, at vi om lidt skal hjem til kæresten og ligge i ske?

Det er der sikkert rigtig mange gode grunde til. Og eksperter er der nok af, der både mener, det skyldes evolutionens langsomhed, grundlæggende parforholdsproblemer, spænding, farlighed, dopamin etc etc.

Men faktum er, at det endegyldige svar blæser i vinden. Og faktum er, at vi stadig gør det. Knalder udenom. Og det F O R A R G E R os dybt. Hver gang. Lige til det er os selv, der gør det. Igen - næste gang - for første gang?

Jeg er ikke selv sådan én, der er afklaret omkring utroskab. Overhovedet ikke. For jeg tror på, at der kan findes nuancer. Derfor vil jeg ikke skråsikkert påstå, at jeg aldrig ville kunne leve i et forhold, hvor det på den ene eller anden måde ville være noget, der kunne praktiseres. Jeg vil heller ikke påstå, at jeg godt kunne. Der er for mig personligt mange, mange faktorer der spiller ind her. Blandt andet (ret vigtigt) hvad det er for en person, jeg i så fald ville vælge at være i forhold med, og hvordan det seksuelle liige folder sig ud. Men. Det irriterer mig bare, at diskussioner om sex og moral altid begynder med at antage, at vi alle lever i såkaldte almindelige parforhold: sådan ét, hvor en mand og en kvinde er kærester eller er gift. De får nogle børn og bliver sammen, til døden dem skiller. Okay, okay godt ord igen. Vi er frisindede her i Danmark, så vi kan til nøds godtage, at to kvinder er kærester eller gift (eller registreret, for de skal ikke begynde at føle sig heelt lige så normale som flertallet: heteroerne), de får så nogle børn via en anonym sæddoner hos Nina Stork og bliver sammen til døden dem skiller.

Og endelig - så kan vi lige til nøds godtage, at to mænd er kærester eller er gift (ja ja registreret, for de skal jo ikke tro .....), de får så ikke nogen børn, for dén kan Nina Stork desværre ikke klare, og Kina hænger homoseksuelle ved daggry, så selvom de teknisk set nu kan adoptere, så sker det jo så godt som aldrig. Det var normalen. Kort skitseret.

Så er der alle de seriøse afvigere. Dem, der tænder på dominans og underkastelse. Dem, der godt kan lide at tage dykkerdragt på. Dem i latex, læder, sporer, pisk og sylespidse sko. Dem, der tisser på hinanden og binder hinanden. Dem, der somme tider godt kan lide at have sex med én af samme køn, selvom de lever i et fast heteroforhold. Og så videre og så videre. Dem møder vi næsten aldrig. For de lever i egne miljøer eller taler i koder, så de kan opfange, om de møder ligesindede, hvis de alligevel vover sig ud på fælles grund.

Pointe: Præcis ligesom alle andre gør!

Vi opfører os nemlig næsten alle sammen på den ene eller anden måde udadtil som om, vi er såkaldte normale. Også dem, der hver fredag eftermiddag ifører sig corsagen og tager en smut på Black Market eller til fetishparty. Det er selvfølgelig lettest sådan. For hvor ville der dog være mange ting, vi skulle begynde at tage stilling til,  hvis vi for alvor begyndte at tale - sammen - om vores seksualitet her i frisindede Danmark. Men måske - og nu kaster jeg et meget langt gæt på banen - ville netop samtale kunne modvirke, at knap halvdelen af befolkningen føler sig nødsaget til at gå rundt og hykle?

Jeg ved da godt, vi er nået langt på mange måder i Danmark, og vi bevæger os heldigvis stadig. I mange afrikanske lande for eksempel betegnes det generelt som mere sygt at være bøsse end at voldtage en kvinde, og det samme gør sig næsten gældende på Færøerne.

Men helt ærligt. Som én af mine meget gode venner sagde for et stykke tid siden, da vi faktisk havde en åben og interessant samtale om seksualitet (og jeg citerer frit efter hukommelsen):
"Den dag, der ikke bliver løftet et øjenbryn, når en 16-årig dreng går i kiosken efter smøger iført den kjole, han netop stod i sin lejlighed og prøvede, da kan vi begynde at tale om frisind i Danmark".

The Fool

Tarotkortet "The Fool" viser en nar (sjovt nok).  Han er så optaget af at fjolle rundt, at han ikke ænser, at han er ved at tage et skridt ud i afgrunden. 

Vi lader billedet stå et øjeblik, som man siger ...

The Fool eller Narren indikerer at der er behov for forandring i livet. Det er på tide at ruske op i alt det gamle og få smidt det ud, der tynger og samler støv. Noget med at springe ud i det ukendte og tro på, at alt ordner sig.


Når Narren dukker op, er det for at sætte tingene i perspektiv.  Måske har vi brug for at erkende vores egen naragtighed. Den viser,  at vi er på vej ind i et nyt område, som vi ikke tidligere har dyrket eller har erfaringer med. Det er den barnlige uskyld og nysgerrighed, der driver værket og får os til at søge nye udfordringer.

Narren er det rene og uskyldige barn, der netop er på vej ud på selvudviklingens rejse. Han er ubevidst om, hvilke farer, der lurer på ham. Han er bare glad og spontan. Han er den ubesindige vandringsmand, der netop er ved at træde ud over klippekanten. Man kan måske tolke ham som sjælen før oplysning, han er det nyfødte barn på vej ud i oplevelsernes verden, og han er det anarkistiske princip.


Narren har overlevet til vore tiders spillekort, hvor han er Jokeren eller snydekortet, der er fritaget fra alle regler. Narren har samme betydning i tarotten. Hans nummer er 0, og han kan placeres både før og efter de andre kort i Den Store Arkana, og han kan sættes ind overalt i rækkefølgen. Nummer nul – står for helhed, solen, alt indeholdt i ét og alt den slags små-okkulte halløj.

Velkommen
Godt så. Jeg bekender kulør for første gang på denne spritnye blog. Men hvad er det så, der er så magtpåliggende vigtigt at få sagt - og ovenikøbet så forbandet langt, at det ikke kan skrives med 120 tegn på Twitter eller opsummeres i et subtilt statement på facebook? Se det - mine endnu ikke eksisterende læsere - har jeg selv stadig ingen anelse om. Men jeg ved, at hvis jeg ikke bare en gang imellem vover pelsen og kaster mig ud i noget nyt, så sker der ingenting. Og det skal der sgu. Jeg ved også allerede nu, at der nok ikke bliver lagt fingre imellem, når vi kommer derudaf. Det vil sikkert overraske mig selv.

Det er i øvrigt for min egen skyld, jeg primært har lavet denne blog. Jeg er nemlig som de fleste andre mennesker et egoistisk, navlepillende dyr, der bare er vild med at se mig selv i spejlet.

Titel på bloggen?
"Bekend kulør, min pige",  er egentlig titlen på en krimi af Peter Cheyney - en engelsk journalist og krimiforfatter, der har udgivet en ordentlig røvfuld bøger. Han døde i 1951.  Men altså denne krimi fandt jeg for nogle år siden i min morfars gamle restlager fra hans dage som antikvitetshandler og marskandiser. Og tog den. På grund af forsidebilledet, der er fantastisk sejt, som så mange andre krimiforsider fra den tid også er det. 


Jeg ville egentlig have revet forsiden af bogen (og en hel masse andre bøger, som jeg også tog den dag) og brugt til et eller andet kreativt projekt, men har besluttet, at lade dem leve. Jeg har ikke læst bogen, hvilket egentlig er åndssvagt, men det har jeg altså ikke.

Hvorom alting er, så kan jeg godt lide den titel, eller det blognavn, som det jo så er blevet til nu - også.
Det kan man jo så bruge lidt tid på at tænke over. Eller lade være. Hvis man synes, det er bedst.

Hold spændingen oppe.