tirsdag den 28. oktober 2014

Solferien er aflyst


"Du skal da bare tage med mig til Thailand til januar."

Jeg forsøger at lokke min vinterdepressive ven. Ikke kun for sjov, for hun ville have godt af det ligesom jeg. Men hver gang jeg bringer hvidt sand, kokosnødder og solskinssamtalen op, vrider hun sig uroligt.

"Njahh, det er jo ikke så godt," siger hun, "for så skal man jo flyve. Er der ikke også sol i Sydeuropa i januar?" spørger hun prøvende, underforstået: "For så kan vi tage toget."

Det er ikke flyskræk, der er problemet – det er selveste hendes grundsamvittighed, der bliver pinagtigt udfordret ved tanken. For fly er i top to over de værste syndere, når det gælder udledning af CO2, og dermed er de som bekendt med til at fremme drivhuseffekten. I betydelig grad.

Ifølge en undersøgelse fra sidste år – lavet af norske Cicero i samarbejde med østrigske International Institute for Applied Systems Analysis, baseret på tyskeres transportadfærd – er biler og fly skyld i 90 procent af den samlede miljøforurening fra transport. Fly er værst, fordi de laver kondensstriber, der næsten fordobler belastningen af klimaet. Striberne fungerer som skyer, der holder varmen på jorden og vupti – øger drivhuseffekten.

Og det er noget med, at hvis vi ikke ændrer adfærd, så vil drivhusgasudledninger fra fly stige med 700 procent i perioden 2005-2050. Det tal kan jeg næsten ikke fatte. Jeg får mareridtsagtige billeder af gletschere, der smelter; isbjørne, der klynger sig til drivtømmer og Bangkok under vand.

Så nej, det er ikke så godt, det der med at flyve. Tis! For der er simpelthen så rart i Thailand, men hvis jeg nu selv er med til at smadre det ved at sætte mig ind i den jumbojet, så bliver jeg nødt til at leve med, at en dobbelt D-vitamin dosis og måske lidt kræftfremkaldende solarium bliver løsningen, når januar med sit Mordor-agtige mørke atter melder sin ankomst.

Det forekommer mig faktisk med ét, at hele spørgsmålet: At komme ud at rejse – eller ikke at komme ud at rejse – er gået hen og blevet et helt vanvittigt luksusdilemma. Har ellers vredet min hjerne for gode argumenter og undskyldninger, der kan forsvare, at tage turen. For guderne skal vide, at jeg drømmer om det hver nat. 

Jeg hørte på et tidspunkt nogle kloge mennesker sige, at det, at vi kan flyve så billigt nu om stunder, er sundt for vores forståelse af andre mennesker og kulturer, og at det ligefrem kan fremme fred i verden. Men så læser jeg nyheder og tænker, at verden sgutte virker særlig fredelig. Argument sparket til hjørne.

Og nej, hvad er der nu pludselig i vejen med togrejser til Harzen? Der er sikkert også pænt om vinteren.

Ifølge regeringens klimaplan fra 2013 er målet, at Danmarks energiforsyning af fossilt brændstof skal være erstattet med vedvarende energi i 2050, herunder den energi vi bruger på transport. Gælder det også fly? Og hvordan gør man det?

Well, der er selvfølgelig nogle forskere, som er i gang med at udvikle CO2-neutralt fossilt brændstof af havalger et sted i USA, men på et tidligt stadie, og udbyttet er foreløbig minimalt (go, go, forskere).

Men i mellemtiden. Før forskerne finder en effektiv udnyttelse af vandplanter. Hvad gør vi? Med de dér fly, som vi alle sammen inklusive politikerne blæser rundt i, om det så bare drejer sig om en smuttur til Nordjylland eller Berlin. Køber vi os fra det med CO2-kvoter i udlandet? Og gør det i sig selv, at gennem- snitstemperaturen ikke stiger med mere end de to kritiske grader på verdensplan? Redder det bjørne og Bangkok?

Og frygtscenariet af dem alle: Hvad hvis politikerne om små 40 år siger: Bare ærgerligt, vi havde en ædel målsætning, men vi nåede den ikke? Det var jo bare en målsætning, ikke løfter. Hvad gør vi så?

Folk holder jo ikke op med at flyve, heller ikke de korte distancer, og specielt ikke, når det er både billigere og hurtigere end at tage toget, hvilket kan forekomme en anelse absurd, når en regering laver ambitiøse målsætninger på klimaets vegne.

Vi kunne vælge det upopulære: at gøre det dyrere at flyve eller indføre fly-klippekortet på samme måde, som man får klip til SU på videregående uddannelser. Et begrænset antal flyrejser per person på et liv. Det har da noget eksklusivt over sig. Vi kunne også bare vælge at blive hjemme, og det gør jeg helt sikkert nu efter denne her snak. For det er virkelig noget skidt det dér flyvning.

P.S. Lad lige være med at fortælle til min ven, at det faktisk bare er, fordi jeg ikke har råd.

Bragt som klumme i Information 21. oktober 2014

lørdag den 18. oktober 2014

Krig er den nye humanisme

Forleden dag fortalte en ung kvinde mig sin historie.

I 1997 kom hun til Danmark fra Iran med sin mor og sine søstre. Hendes mor var mildt sagt træt af at leve i et undertrykkende, patriarkalsk samfund uden rettigheder for kvinder.
Hun skulle spørge sin mand om lov til alt – også om hun for eksempel måtte købe tøj til sine børn eller eje et pas.

Korporlig vold var en del af mandens almindelige hverdagsafstraffelsesmetoder, når han ikke syntes, konen og børnene opførte sig, som han ville have. De forhold ville hun ikke have, at hendes børn skulle vokse op under, og det lykkedes hende at tage til Danmark med børnene på en ferie.

De vendte aldrig tilbage.

I to år var de tilknyttet et flygtningecenter – indtil de fik humanitær opholdstilladelse. En afgørelse, der klinger varmt af medmenneskelighed.

Nu lever de alle sammen som velintegrerede borgere i Danmark. Børnene er blevet studenter, har arbejde eller læser videre. De har frihed, selvbestemmelse og rettigheder.

Jeg er glad på deres vegne over, at det lykkedes dem at få gode liv, men jeg er langt fra sikker på, at Udlændingestyrelsen havde truffet en lignende afgørelse, hvis det var foregået i dag. For de havde jo ikke huller i kroppen eller psyken efter at være blevet voldtaget, torteret og beskudt af en fundamentalistisk hær, de levede ’bare’ i total undertrykkelse fysisk og psykisk.

Lige nu flammer udlændingedebatten som et benzinantændt bål, fordi mennesker i Syrien er begyndt at smide, hvad de har i hænderne og flygter for at redde deres liv. De har nemlig en fundamentalistisk hær lige i hælene, der voldtager, torterer og myrder.

Folketinget, der burde tale om, hvordan vi mest humant hjælper mennesker, der er på flugt, finder i stedet på det ene forslag efter det andet for at undgå at skulle modtage flygtninge.
Et af de mere kreative kommer som bekendt fra DF og LA, der i ramme alvor har foreslået at sende flygtningene til Afrika, så vi kan blive fri for at tage stilling til dem.

Danmark har været krigsførende nation i cirka 10 år. Irak, Libyen, Afghanistan, Mali. Vi har brugt milliarder af kroner på de missioner, og unge soldater har sat liv og førlighed på spil ved at sige ja til at tage af sted og smide tonsvis af kugler og bomber i hovedet på diverse fjendtlige grupper. Hver gang er det blevet pointeret, at målet er dobbelt: At beskytte civilbefolkningen mod fjendtlige angreb, og så den mere langsigtede og overordnede målsætning om at ville gøre andre lande demokratiske. I øvrigt vel vidende, at den slags aldrig er noget, der sker over night.

Alt dette sker i en tid, hvor det er næsten 70 år siden, vi selv har oplevet krig i vores eget land og egen hverdag, og hvor kun ganske få kan huske, hvordan det er at føle sig truet på liv og eksistens.
Er krigsførelse ude i verden blevet den nye form for humanisme for vores politikere? Har vi skiftet knus og kram ud med kugler og krudt? Man kunne få tanken, når man i disse dage måbende følger den politiske udvikling.

Vi vil gerne gå i krig mod fundamentalister og forsøge at beskytte civilbefolkningen mod fjendtlige angreb – altså vel at mærke, hvis det foregår i deres eget land.

Men vi vil helst ikke beskytte de mennesker, der flygter fra rædslerne, hvis det skal foregå her. Mennesker, der vil det samme som os selv, nemlig leve i fred, tryghed og sikkerhed med basale rettigheder. I øvrigt kan de godt regne med, at vi siger nej, hvis de spørger om lov til at blive genforenet med deres ægtefæller, søskende eller børn, for så bliver vi alt for mange.

I stedet bliver der uden blusel sagt fra Folketingets talerstol, at vi kun ønsker at byde kristne indvandrere fra vestlige lande velkommen, fordi mennesker med muslimsk og ikke-vestlig baggrund ikke besidder de rigtige danske værdier.

Når den slags bliver hverdags- retorik, er det måske ikke så overraskende, at når man stikker hovedet ned i folkedybet, så hører man over halvdelen af danskerne råbe ind i en Megafon undersøgelse, at de gerne ser, at Danmark lukker grænserne. Helt.

Sand humanisme.

Bragt som klumme i Information 14. oktober 2014

mandag den 13. oktober 2014

Hvor tilfreds er du med din klitoris?


"Onanerer du? Hvis ja, hvor gammel var du, da du begyndte at onanere? Hvad handlede dine seksuelle fantasier om?"

Ovenstående spørgsmål stammer ikke fra en privat samtale mellem to erotisk opstemte mennesker. De stammer fra de omkring 45 sider med spørgsmål, som transpersoner skal svare på, når de beder om hjælp til behandling. En behandling, der kan give en længe ønsket balance og livskvalitet, når ens fysiske køn ikke passer sammen med egen oplevelse af kønsidentitet. Nemlig den behandling, der foregår på Sexologisk Klinik på Rigshospitalet i København.

Under punktet: Kønsudvikling finder man følgende spørgsmål til transkønnede mænd:

"Hvad kunne du bedst lide at lege med i børnehaven? Drengelegetøj/-lege eller pigelegetøj/-lege? Blev du opfordret af dine forældre til at opføre dig som en ‘rigtig’ pige? Begyndte du at klæde dig som dreng, før du fyldte 12 år?"

Og under punktet: Tøjstil finder man de her eksempler:

"Blev du seksuelt ophidset af at klæde dig som dreng, da du var 12 år? Havde du sex eller onanerede du, imens du var klædt som dreng i alderen 12-18 år?"

Jeg har aldrig hørt om andre grupper af mennesker, der bliver stillet så nærgående og grove spørgsmål af sundhedspersonale. Men man kan åbenbart tillade sig alt over for psykisk syge? For det er, hvad transpersoner bliver betragtet som. Jeps. I frisindede, progressive Danmark står transkønnethed stadig på Sundhedsstyrelsens liste over psykiske sygdomme. Nøjagtig som homoseksualitet gjorde indtil januar 1981.

Det er en sær tanke, at man indtil for godt 30 år siden opfattede bøsser og lesbiske som psykisk syge afvigere – selvfølgelig med heteroseksualitet som normalitetspejlemærke.

Men det er den virkelighed, transkønnede lever i, i 2014, hvor det er myndighederne, der beslutter, om du har ret til at blive behandlet som transkønnet eller ej og i øvrigt opfatter dig som en seksuel afviger. Hvis det er med den på, er det klart, psykiaterne har brug for at stille spørgsmål som:

"Har du inden du fyldte 15 med vilje pint nogen eller tilføjet dem fysisk smerte og lidelse?"
Gad vide om det er godt eller dårligt at svare ja til, hvis man gerne vil i behandling med mandlige kønshormoner?

Der er nogle få praktiserende speciallæger og gynækologer, der arbejder efter den overbevisning, at transpersoner selv er i stand til at træffe beslutninger, hvad angår egen krop, og derfor hjælper dem med hormonbehandling. Men hvis Sundhedsstyrelsens nye vejledning om behandling af transkønnede træder i kraft, bliver de nødt til at stoppe, for vejledningen lægger op til, at det arbejde er for farligt. 

Der er allerede én speciallæge, i øvrigt den læge, der har behandlet allerflest transpersoner, der for tre uger siden øjeblikkeligt stoppede med de behandlinger, da tidligere tilsynschef i Sundhedsstyrelsen Anne-Mette Dons i en artikel i Politiken truede med at tage autorisationen fra lægerne, når vejledningen træder i kraft.

Hormoner er naturligvis ikke noget, man uden videre langer over disken på apoteket, eller noget, man leger skødesløst med. Men det er heller ikke nogen skødesløs leg at være transperson i Danmark. Man beder med andre ord ikke frivilligt om hjælp på Sexologisk Klinik, medmindre man ved, at hvis man ikke i det mindste forsøger at udholde de 45 sider med spørgsmål og blandt andet give et retvisende svar på: "Hvor tilfreds er du med din klitoris?" Så man måske får hjælp (for det er ingen garanti), så er livet ikke længere værd at leve.

Det vil virkelig klæde de danske politikere at gå foran WHO og fjerne transkønnethed fra listen over psykiske sygdomme, ligesom de gjorde med homoseksualitet tilbage i 1981. Ellers ender det med, at transpersonerne rent faktisk bliver psykisk syge og risikerer at smitte.

Personligt har jeg for længst mærket tegn på psykiske forstyrrelser. Men det er måske det, der sker, når ens hjerne er eksploderet.

Første gang bragt som klumme i Information 7. oktober 2014

torsdag den 9. oktober 2014

Indpakning frem for indhold

"Skuespilleren Emma Watson møder dem chic og sofistikeret. I kjole med klassisk snit garneret med sølvbælte og iført diskret makeup. Køn og ung er hun og oven i købet veltalende og klog."

Sådan indleder netavisen Daily Mail, når de skal beskrive den tale, goodwill-ambassadøren for He-for-She-kampagnen holdt i FN. En række ord om udseende og fremtoning, der åbenbart er vigtigere end indholdet, nemlig ligestilling for mænd og kvinder verden over. The Telegraph vælger at køre en decideret modevinkel på begivenheden, der handler om, hvilke mærker Watsons tøj er. Fænomenet er velkendt. Et glimrende eksempel er kvindelige politikere, der i pressen bliver identificeret med deres frisurer, håndtasker og beklædning frem for deres politik. Hvad sker der for det?

Da Emma Watsons kollega, Leonardo DiCaprio i samme uge stillede sig på FN-talerstolen og talte om miljøet, gik medierne efterfølgende straks til indholdet. Intet at bemærke om hans skønhed, fremtoning eller intelligens. Jeg synes ellers godt lige, de kunne have nævnt det med, at han havde hestehale. Det må betyde forskellen på liv og død for adskillige isbjørne.

Som barn og ung syntes jeg generelt, det var sejere at være ’en af drengene’. Når jeg legede, at jeg var med i en film, var jeg en actionhelt, der red galopperende afsted med en pistol i hver hånd og ordnede the bad guys. Mandlig actionhelt. Og da jeg byggede en rumraket sammen med en pige fra klassen, så vi kunne rejse ud og ved selvsyn konstatere, at universet er uendeligt, så forestillede jeg mig også, at vi var mænd.

Somme tider griber jeg stadig mig selv i at glemme mit køn, som jeg ellers ikke har grundlæggende problemer med at identificere mig med, hvilket jo i sig selv er privilegeret. Jeg er ciskønnet, overvejende heteroseksuel, hvid kvinde, hvis jeg nu skal putte mig selv i en kasse, og kasser gør de fleste trygge. 

Men engang hoppede jeg uden at tænke over det ud af kassen, da jeg klippede mit hår karsekort, hvilet resulterede i, at hver eneste gang jeg var ude blandt andre, var der altid én eller flere mænd, der i løbet af aftenen lige skulle spørge, om jeg egentlig var lesbisk? Jeg spurgte altid, hvorfor de stillede det spørgsmål, selv om jeg godt vidste, at min mangel på langt hår var grunden, for det havde de foregående 20 mænd sagt. Jeg var korthåret, fordi jeg syntes, det var pænt, men på et tidspunkt orkede jeg ikke mere og lod håret gro.

Emma Watson fortæller, at hun som otteårig blev beskyldt for at være bossy, når hun ville instruere de forestillinger, hun og hendes venner spillede for deres forældre. Hvis drengene krævede instruktørrollen, fik de ikke samme beskyldninger. Da hun var 14, så hun sig selv blive udstillet på en seksualiserende måde i medierne. Da hun var 18, begyndte hendes kvindelige venner at droppe deres sportsgrene, fordi de ikke ville være muskuløse, og hendes mandlige venner holdt op med at udtrykke sig følelsesmæssigt, fordi det er for feminint.

Selv om det nu er ret åbenlyst, så tog det mig alligevel år at regne ud, hvorfor jeg så tit identificerede mig med mænd, når jeg legede, og hvorfor jeg i en stor del af mit ungdoms- og voksenliv foretrak at hænge ud med ’drengene’.

Det var, fordi mænd har det sjovere, nemmere og laver alle de fede ting. De redder verden, spiller elektrisk guitar og tænder grillen, og de kan rejse alene uden at skulle spekulere meget på, om de bliver voldtaget. Og så har de generelt højere status i samfundet – de får i hvert fald højere løn. Den slags ting spejlede jeg mig i.

Watsons tale var fremragende. Retorisk set kommer den næsten på højde med noget af det, Obama har leveret. En tale, man kan huske konkrete passager fra bare ved at have hørt den en enkelt gang. Eksperter siger også, at de mener, hun har formået at trænge igennem med budskabet, og det er jo i bund og grund det vigtigste, for ligestilling er kun godt. For alle.


Men vejen til ligestilling virker ærlig talt lang, når udseende, påklædning, frisure og fremtoning skal fylde så meget – så ofte – når kvinder træder frem i offentligheden.

Bragt første gang som klumme i Information 30. september 2014

mandag den 6. oktober 2014

Professionel arbejdsløs


De dér nætter, hvor jeg ikke kan sove, fordi katastrofetankerne kværner rundt om, hvad der sker, når jeg ikke længere kan betale min husleje – de kommer stadig indimellem.

Men ellers er jeg cool og håndterer min status som arbejdsløs med glimtvis værdighed, hvilket vil sige, at jeg forsøger at lade være med at kigge ned i jorden, når nogen spørger, hvad jeg laver. Og jeg indstiller mig mentalt, hver gang jeg går ud, så jeg er forberedt, når de gode råd, opmuntringerne og de medlidende blikke kommer. Statusfaldet lurer om hjørnet hele tiden, så mental forberedelse er livsvigtig.

Hver morgen inden kaffen sluger jeg to kilo imaginær is. Når isen ligger godt i maven, smører jeg mig selv ind i et tykt lag teflon, mens jeg kigger i spejlet, så jeg er sikker på, der ikke er nogen steder på min krop, der ikke har fået. Ritualet slutter af med, at jeg skyller en sjus ned, blendet af optimisme, D-vitamin og vindermentalitet, og så er jeg klar til at møde verden som arbejdsløs.

I tiden, der er gået, har jeg været til samtlige temamøder i min a-kasse, og jeg har hver uge været inde på Jobnet og sætte kryds i det obligatoriske felt, der fungerer som en form for kontrolknap, så de relevante myndigheder kan se, at jeg ikke er doven eller død.

Jeg har et helt år været tilknyttet hos anden aktør, der arbejder under sloganet: ’Best man for the job’– uden at få et job altså, men jeg er jo heller ikke en ’man’, så det ...

Jeg har også været tilknyttet et karrierested for ledige akademikere – selv om jeg slet ikke er akademiker –hvor de boostede min karriere ved at lade mig deltage i en slags billedlotteri med 10 andre. Noget med at trække et billedkort, der sagde noget om mig i min nuværende situation, og så skulle jeg fortælle om det bagefter til gruppen.

Det var også gennem det sted, jeg prøvede at snuse til såkaldt rigtigt arbejde igen. Først 30 dage som ulønnet praktikant, der så endte med at kaste en måneds privat løntilskud af sig et lille sted, hvor de ikke manglede lysten til at have mig eller omvendt – men desværre var der ikke penge nok til at fortsætte.

Nu er jeg tilbage i almindeligt jobcenterregi. Dagpengeperioden er udløbet, og jeg sidder i overgangsydelsessuppedadsen med mindre udbetalt, end jeg har i udgifter for.

Alligevel skriver jeg på mit (hullede) cv, som alle andre i samme situation gør: at jeg er freelancer. Jeps, freelancer. Og alt andet, der glimter i mit liv, bliver fremhævet som det pureste guld. For eksempel alt det frivillige arbejde jeg laver for bestyrelser, festivaler og socialøkonomiske virksomheder. Og så selvfølgelig de få reelle freelanceopgaver, jeg faktisk har.

Vi er godt nok mange freelancere i min og i andre brancher – uden job vel at mærke – men dog freelancere. Faktisk kunne man fristes til at tro, at der slet ingen arbejdsløse fandtes, og det ville jo være en smuk og tiltalende tanke.

Men sådan er det ikke. Jeg gør som de andre – italesætter mig selv, så det ser fantastisk ud, fordi det simpelthen ikke går at fortælle potentielle arbejdsgivere, at der er et hul i mit liv, selv om de godt kan regne det ud.

Enhver ved, at det er lettere at få job, når man i forvejen har et. Så jeg pynter mig og gør mig til, når jeg hver uge søger mindst to job – hver gang både motiveret, målrettet og begavet. For hvilken arbejdsgiver vil have en medarbejder, der ikke udstråler at have styr på det?

Faktisk har jeg styr på det, jeg er et godt menneske, og jeg har en identitet. Også fagligt. Men det falder alt sammen til jorden og er ikke så interessant, hvis jeg indrømmer, at jeg er arbejdsløs. For et særligt sensitivt sted inde i hjernen udløser det ord – lidt på samme måde som farvepatronen i en bankrøvers pengesæk – en støvet sky af grums og er traditionelt kædet sammen med begreber som: dovenskab og samfundsnasser, der næst efter kriminel vel er noget af det værste, man kan blive identificeret med. Derfor er det selvfølgelig meget nemmere at sige, at jeg er freelancer, og da det ikke er en beskyttet titel, gør jeg jo ikke noget ulovligt. Jeg gør kun mig selv og potentielle arbejdsgivere en tjeneste ved at skåne os for dårlige associationer.

Første gang bragt som klumme i Information 23. september 2014

onsdag den 24. september 2014

Se nu ikke så sur ud


»Smil,« kom det fra en trappe, hvor en ukendt mand sad og drak øl.

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange i mit liv jeg har fået det at vide af alle mulige, både folk jeg kender og som nu – helt fremmede. Det er sket både i skolen, på jobbet, på cafeen og ja, på gaden. Altså ikke kun fra fulde folk. Pludselig gad jeg ikke mere. Så jeg vendte mig om og kiggede på manden på trappestenen og spurgte, hvorfor han råbte »smil« efter mig?

»Det er schå pænt og koschther khun en muschkel,« fik han sagt på promillesprog.

Men jeg fik ikke lyst til at smile. Heller ikke selv om han syntes, det var pænt. Så jeg bad ham venligt om at blande sig uden om min ansigtsmimik eller mangel på samme.

Efterfølgende mødte jeg ham i kiosken, hvor jeg ikke kunne lade være med at spørge ham, om han også sad og råbte »smil« til fremmede mænd, eller om det kun var noget, der var kvinder forundt?

Hans svar: »Århh tu er ogschå bare schå schur.«

Han fortsatte med at rable løs om, hvor urimeligt nærtagende jeg var. Jeg kom i tanke om, at man ikke kan føre samtale med stærkt alkoholpåvirkede personer, så jeg valgte at trække det (for mit vedkommende) uhyre sjældne nonverbale men let aflæselige langfinger ’klap i’-kort. Helt oppe i skulderhøjde og hele vejen ud af butikken uden at vende mig om.

Jeg rystede lidt af vred adrenalin, da jeg gik hjem. For det blev ikke respekteret, at jeg sagde fra eller stillede spørgsmål.

Dagen efter skrev jeg om det på Facebook og fik mange kommentarer. Mest fra kvinder, der kunne fortælle om episoder, der lignede mine egne.

Jeg spurgte alle de kloge, mandlige venner og bekendte, jeg mødte i dagene efter, om de nogensinde havde prøvet at få: »Se nu lidt glad ud« eller »Hvorfor ser du så sur ud?« eller slet og ret: »Smil, (det er så pænt)«- bemærkninger.

Det var der ingen, der havde. Et par stykker spurgte oven i købet undrende, om det dog er normal praksis? Til det kunne jeg kun svare for mig selv – og så hive et par af Facebook-tilbagemeldingerne fra andre kvinder frem – og svare: »Ja.«

Jeg talte også om det med en klog veninde, der mener, at det er kodet ind som en del af det uofficielle regelsæt på arbejdspladsen, at mænd gerne må se ikke-smilende ud. Også når de taler med klienter, kunder og kolleger. Det bliver blot opfattet som et tegn på, at de er seriøse, koncentrerede og troværdige, hvorimod forventningerne til kvinderne er anderledes. Vi skal helst smile i de sammenhænge – for det opfattes som imødekommende, og imødekommende er godt. Konsekvensen, hvis ikke vi smiler, kan være, at vi bliver opfattet som reserverede, uinteresserede, modvillige og i sidste ende sure. Og sur udstråler ikke troværdighed – kun surhed.

Jeg kender flere mænd, som jeg meget sjældent ser vende mundvigene opad, men som omgiver sig med stor respekt alligevel. Jeg tror aldrig, nogen har beordret dem til at smile. Det ville de nok ikke turde af frygt for at blive sat eftertrykkeligt på plads for at blande sig i et privat anliggende.

At få en smilebemærkning er som at blive klædt en lille smule af mentalt. Sådan lidt: »Jeg holder øje med dit udtryk, og fortæller dig, når jeg synes, du skal smile.«

Der ligger noget – måske ubevidst – magtfuldt i at slynge den slags bemærkninger ud. For jeg skal sådan set parere ordre, det er ikke en forhandling. Og hvad giver lige nogle mænd fornemmelsen af, at de har ret til at bruge den magt? Er det fordi, de har lært, at kvinder skal se ud på en bestemt måde i bestemte situationer, og hvis vi ikke ser ud på den måde, så bliver de forvirrede og usikre?

»Et smil er den bedste make-up en pige kan have på,« sagde Marilyn Monroe og viste alle sine flotte, hvide tænder, knejsede koket med hovedet og gik hjem og græd sig ihjel. Hvem pokker havde da også bildt hende det håbløse gamle sludder ind?

Første gang bragt som klumme i Dagbladet Information 16. september 2014.

onsdag den 16. april 2014

Påskeintegration for et tequilaslammersegment

Projekt: 'Integration i påskeferiesamfundet' begynder for alvor i dag.
23 år i en ærøforisk osteklokke er lang tid - men nu er der gået hul på den, så den virker ikke lige pt.

Holder indtil videre forventningerne på minimum, og succeskriterierne lave - for jeg ved ikke, hvad og hvordan man gør. Men i går så jeg en buket grene iført lyserøde påskeæg med glimmer og pink fjer og nogle billeder på FB af nogen, der spiste sild og drak snaps plus nogle feriebilleder fra Barcelona, noget sommerhus i Sverige og nogle, der lå og flød foran en pejs med noget slik.

Aha. Javel.

I over halvdelen af mit liv har jeg onsdag eftermiddag før påske - altså netop i dag - taget toget mod Fyn for at tilbringe fem dage i selskab med en broget flok mennesker på en højskole uden at åbne en avis eller den mindste smule internet undervejs. Eneste formål: Spille rockmusik, være intenst til stede, drikke tequilaslammere, skråle fjollede sange, danse svedigt, opføre mig utérligt, hænge ud i bunker, grine hysterisk og reflektere over livet og hvor jeg er på vej hen i fem dages forpligtende og berusende fællesskab.

Men ikke i år. Og det er trist. For jeg vidste ikke noget bedre.

Men jeg følger bare (ufrivilligt) trenden. For det er ikke moderne at gå på højskole længere. Bondepigerne og drengene er for længst blevet dannede og har ikke brug for 'Det Levende Ord' eller andet Grundtvigiansk pjat. For den slags kan ikke måles effektivt. Ergo er det tidsspilde - siger politikerne og svinger pisken over de unges hoveder for at få dem til at løbe så hurtigt de kan - ud af gymnasiet og ind på universitetet, for dér at skynde sig at komme ud og blive effektive borgere.

Næh, højskole er ikke effektivt i gængs forstand. Det er derfor klart, man som moderne samfund ikke længere vil støtte op om- og opfordre unge til den slags. Det er jo bare ferie og driverliv på samfundets regning.

Fjumren og gøgl. Fri os fra det onde. Tag jer sammen!

Da jeg var 19, vidste jeg overhovedet ikke, hvad jeg skulle med mit liv. Så opdagede jeg en annonce i Gaffa for en musik- og teater højskole i det sydfynske øhav.
To dage efter havde jeg tilmeldt mig det lange efterårshold.

Det var her, mit liv tog den mest markante drejning, jeg har oplevet, at mit liv kan tage indtil videre. Jeg kunne skrive en bog i tre bind om, hvor meget det havde effekt på tiden, der kom fremover.

Men kort sagt: Bondepigen fik dannelse. Hun lærte noget om, at rumme forskelligheder, lærte at lave mad til 50 mennesker og få det færdigt til tiden, lærte at organisere, få ting til at ske i flok - lyttede til præster, alternative helbredere, garvede musikere, filosofiske forfattere og dygtige teaterfolk - og jeg diskuterede tro, håb og kærlighed, lærte at stå på en scene, fik lov til at dykke ned i egen navle og opleve, at sådan her kunne livet også være. I fire måneder. Sølle fire måneder, der i intensitet føltes som fire år. Omgivet af den smukkeste natur og daglig udsigt over havet. Jeg var forelsket i mit liv.

Så da de fire måneder sluttede, græd jeg hele vejen til Svendborg. Det eneste jeg nu vidste, jeg havde lyst til, var at komme tilbage.

Det gjorde jeg så - i 23 år. For det viste sig, at jeg ikke var alene om den lyst, så elevforeningen arrangerede et årligt træf for gamle elever, der var så attraktivt, at hvis man ikke meldte sig til den første dag, det blev annonceret - så var der ikke plads. Jeg nåede det heldigvis hver gang.

Denne årligt tilbagevendende begivenhed var så intens, at den somme tider næsten var for meget. Specielt i begyndelsen, hvor jeg stadig var ung og uden filter. Det var et overvældende inferno af fest, farver, fantastisk musik, leg, tjekkethed, gennemførthed, energi, kreativitet og vildskab i verdens smukkeste osteklokke. Og i alle årene, var det efterfølgende umuligt at forklare andre, hvorfor det var så fantastisk.

De andre spiste sildemadder, pustede æg, tog i sommerhus og på ferie til Rom. Jeg var bare hver gang så lykkelig over, at jeg havde mit 'helle'. Hver gang kom jeg hjem derfra og havde truffet en ny beslutning, der havde positiv indflydelse på mit liv. Hver gang kom jeg hjem og følte mig rig, fordi jeg endnu engang fik lov at opleve, hvad ægte kærlighed til andre mennesker er. Hver gang fik jeg energi og fornyet livsmod, og hver gang blev jeg mindet om, at jeg gerne må gøre ting, jeg kan lide, selvom jeg ikke gør dem perfekt.

Men højskolerne dør for tiden. Også min. Det skete i 2011. Og med skolens lukning forsvandt mange fra vores årlige træf - selvom vi crashede en anden højskole og tog deres gamle elever med i påskefesten.

Den anden højskole - en af de ældste i landet - kæmper også for sin overlevelse, og har pt ingen lange hold, fordi de vrider deres hjerner for at finde en model og et indhold, der virker tiltrækkende på de unge. Så der kommer ingen nye til lige nu.
Uden nyt blod - og med et stille frafald af de gamle - intet træf. I år nåede vi så smertegrænsen: For få tilmeldte. Aflysning.

Jeg forsøger at tage det pænt. Men mit indre ur er indstillet til at skulle afsted om et par timer. I min toiletskuffe ligger glimmer make-up, og ude i gangen står mine stilletter, og i skabet hænger alle mine kjoler. Det hele burde ligge i min kuffert.

Er der mon nogen, der giver en sildemad og et æg?


Mega nostalgisk billede fra Ærø Højskoles spisestue.



Ærø Højskole. Lige før verden gik af lave.


lørdag den 12. april 2014

Ryster med bryster vol. 2

Må mænd gerne gå i bar overkrop i det offentlige rum, uden at det bliver opfattet som blufærdighedskrænkende?

Må kvinder?

Vi kender de to forskellige svar allerede.

Ville det være behageligt for kvinder at smide blusen om sommeren og få lidt luft og sol på brysterne? 

Ja, det ville det jo egentlig. Men allerede inden vi når til tanken - om det isoleret set fede og behagelige i lys og luft på torso, har vores hjerner allerede blokeret, og der høres en høj buzzzz lyd, og en rød lampe blinker hysterisk. For det er jo forkert på så mange måder. Bare forestil dig, at du som kvinde gik ned af Strøget med bare bryster. Du ville ikke nå en meter, uden at omgivelserne ville sætte dig på plads med deres reaktioner -  eller du var blevet meldt til Politiet.

Sjovt tankeeksperiment: Du og din mandlige ven eller kæreste smider bluserne begge to og spadserer nonchelant afsted ved siden af hinanden i Nyhavn. Ville det så kun være dig, kvinde, der blev anholdt, når Politiet kom? Eller vil det blive opfattet som en demonstration/to er en gruppe?

Ok, bryster på kvinder bliver opfattet som blufærdighedskrænkende. Brystvorterne har vi endda til fælles med mændende - vi har bare lidt større fedtkirtler indenunder generelt set. 
Generelt. For der ER faktisk også mænd, der har ret så fyldige bryster. 

Men bryster er jo ikke kønsdele. Heller ikke på kvinder. Jeg er forvirret. Hvorfor må vi så ikke lufte dem offentligt? Hvorfor er de blufærdighedskrænkende, når mænds ikke er? 

De er bare lavet til at fodre babyer med. Men nu må kvinder ikke engang amme i det offentlige rum længere? 

I DK og andre vestlige lande er vi igennem mange år via bl.a. reklamer blevet indprentet, at kvindekroppen er et seksuelt objekt - særligt hvis den er tynd, har store bryster og fyldige læber. Hvis ikke den er tynd, har store bryster og fyldige læber vil reklamerne - vore venner og normsættere - træde i karaktér og gøre opmærksomme på, hvordan den så kan opnå disse ting til vores eget bedste.  
Dermed er det også blevet okay at betragte kroppen (ikke kun kvindens, men det med mandekroppen tager vi en anden dag) som sexobjekt hele tiden. Det er jo derfor, at kvinder ikke må hive brystet frem og amme i det offentlige rum længere - for det er potentielt seksuelt udfordrende skråstreg halvnøgent. Og halvnøgenhed er forbudt i det offentlige rum, fordi det er blufærdighedskrænkende. Altså hvis man er en kvinde.

Tilbage til start.

Til gengæld er det ok, når det bare foregår på en reklame for privathospitalet Nygart, der fylder hele siden af en bybus med teksten: Nye bryster - illustreret af, ja et par kvindebryster. For eksempel. 

I denne reklame skal vi lige endnu engang mindes om - ret massivt og igennem i hvert fald seks år efterhånden - at vi kan ændre, det vi har, hvis vi ikke er tilfredse, og vi cykler, går og kører forbi dem hver dag, så vi skal nok fatte det snart.

Kvindebryster er flotte, fascinerende og fantastiske, og jeg er ikke en skid imod, at både mænd og kvinder synes det. Det synes jeg også selv. Jeg vil heller ikke gøre mig til dommer over andres ønsker om at modificere deres egne kroppe. Det er et frit valg.

Jeg har heller ikke det mindste imod, at bryster ind imellem kan have æggende, vækkende effekt på andre. Det kan en mund eller en røv eller en ryg også have - både mænds og kvinders - tykkes som tyndes - homoseksuelles, heteroseksuelles, transpersoners og dem midt imellem(s). Vi har forskellig seksualitet - forskellige præferencer og smag, og vi tænder på forskellige kroppe/kropsdele rent visuelt. 
I aktiv seksuel sammenhæng kan f.eks. brystvorter - både hos mænd og kvinder være følsomme små knapper, der kan trykkes på. Det kan ører også være - lige som halsen, håndledet og nakken ... (kom selv på flere).

Tiøren er faldet: Bryster kan virke tiltrækkende på alle mulige mennesker. Det er fair nok. 

Det jeg finder psykotrættende er at blive sønderbombet med reklamer i det offentlige rum, der fortæller os, hvordan bryster og krop i det hele taget bør se ud for at være attraktiv(e) og rigtige? I hvis øjne egentlig? Vores allesammens øjne? De øjne, der som bekendt ser så forskelligt på tingene.

Og jeg finder det endnu mere psykotrættende, at dobbeltmoralen er så tydelig: Du må ikke vise dine bryster offentligt, men reklamerne må gerne. Og så hele det dér stereotype, ufrie og temmelig anstrengte forhold til vores naturlige, nøgne (elle delvist nøgne kroppe), der følger med. 

Men, men, men. Måske er det slet ikke et problem. Det kan sagtens bare være mig, der endnu engang ikke lytter ordentligt efter, når de økonomisk og socialt velstillede, priviligerede, hvide, heteroseksuelle mænd, der fører ordet i debattrådene rundt omkring, blandt andet gør sig den ulejlighed at forklare mig og de andre, der er trætte ind i sjælen af at se kvindekroppen udstillet som objekt - og som derfor stiller os undrende og kritisk -  at der faktisk ikke er reelle problemer med seksualiserende reklamer. 

Fordi: De siger det.







mandag den 24. marts 2014

Sex sælger

Det er virkelig okay: Jeg får helt sikkert ikke arbejde på Hot Buns om så jeg ville.

Men så sagde vi jo, at det ville jeg ikke, for jeg er blevet alt for gammel til det pjat med at servere mad for andre.

Det holder mig heller ikke vågen om natten, at burgerbiksen har en stram personalepolitik, hvad gælder de ansattes påklædning. Det er nemlig totalt old news, at visse restauratører går efter et bestemt udseende. Troede du f.eks., det var tilfældigt, at bartenderne på dit gamle yndlingsdiskotek i 80'er-90'erne lignede karakterer fra Cocktail og Baywatch? 

Eller troede du, det var tilfældigt, at en vis kaffebar på Studiestræde kun har 18-årige modeller ansat - som i øvrigt er mere optagede af at være på Facebook end at holde øje med, om der kommer kunder? Eller at en vis bagerkæde på Vesterbro kun har hipsterlækre, unge mænd ansat til at lange bagværk over disken men i øvrigt ikke aner, hvilket mel, deres brød er bagt af o.s.v.?

De her virksomheder skriver det måske bare ikke så direkte i deres jobopslag, og så slipper de fint afsted med at ansætte lige nøjagtigt de typer, de gerne vil have i deres biks. De vil gerne tiltrække en bestemt kundekreds, så de er da tordnende ligeglade med, hvad der er politisk korrekt at gøre, for deres ansættelsesstrategier virker. På kundekredsen. Og sådan har det altid været. 

Sex sælger. Og sex sælger som bekendt stort set alt. Lige fra motorcykler, køkkener, tøj, kaffe, brød, kosmetik og spiritus - til aviser, magasiner, film og ja selv blogindlæg. Det lærte vi allerede i skolen, når vi skulle analysere reklamer i dansk, vi kunne endda ende med at komme op i den disciplin til eksamen. Og nu skal sex også sælge burgere. Eller: sexede, unge kvinder i hotpants, nedringede tanktops iført duckface og læbestift skal sælge burgere. 

Det er som sagt old news, at den slags sker. Bare ikke sket så tit før, at den type historier er nået hele vejen i mediernes søgelys. De har så tilgengæld med tunger ude af halse savlet over historien i dagevis og bragt det ene close-up billede efter det andet af kavalergange og stramme måse i shorts, for ligesom at illustrere deres historier. Og de har taget historien så alvorligt, at flere af medierne har lavet debatter med deres læsere, der har affødt laaange tråde af kommentarer. 

Og historien har som bekendt fået både Dansk Kvindesamfund, fagforeningerne og selv socialdemokrater til at reagere og i hvasse vendinger tage afstand fra de krav, burgerkæden stiller til potentielle ansøgere, krav, der er i konflikt med ligestillingsloven, mener de.

Burgerkæden lægger ganske enkelt overhovedet ikke skjul på, at deres ansatte skal være (af)klædt på en bestemt måde og ligne små, bløde og kælne mini-modeller, hvis de vil have jobbet. Og de ansætter naturligvis kun kvindelige bløde, kælne minimodeller til deres nyeste joint her i København. Et forsigtigt gæt er, at det betyder, at de helst kun ser savlende heteromænd som kunder i restauranten? 

Den smarte Hugh Hefner klon, der må stå bag det hele har sgu da så meget set det dæmpede, erotiske lys og tænkt: Ahh, det er smart. Hot Buns=varmt brød eller mere korrekt: varme boller. Eller forkortelsen for kaniner/bunnnies. 

Så bliver det vist ikke tydeligere.

Men kunne de unge, der vælger at tage jobbet, ikke bare lade være så, hvis de ikke gider have deres sparsomme tøj oversavlet og få deres bryster og baller beundret og begloet nine to five? Kunne de ikke bare lade være, hvis de nu hellere vil beundres for deres evner end deres udseende? Dermed ikke sagt, at modelsmukke m/k'er ikke også har evner, eller at det er forkert at klæde sig på en bestemt måde. Alle burde gå klædt præcis, som de har lyst til. 

Men vi kommer ikke udenom, at der er noget, der skurrer grimt, når unge kvinder - der måske får deres første job her - skal skrive under på, at de vil tage denne omdiskuterede, minimalistiske uniform på hver dag. En uniform, der ikke giver dem meget intimsfære beskyttelse. En påklædning nogle af os andre kun hiver frem, når vi har allermest overskud eller en fest i udsigt. Og selvfølgelig kan det være fedt at være frækt (af)påklædt. Det kan faktisk være superfedt i den rette sammenhæng og på de dage, man er på toppen over sig selv og verden. 

Men det må alt andet lige kræve overskud, at være let påklædt hver dag. Ved man, som håbefuld jobansøger, på forhånd, om man har det overskud? Eller kan man honorere kravet om, at være sexet hver dag? Jeg ved det ikke, jeg er bare mig, og kan ikke svare på andres personlige vegne. Jeg ved bare, at jeg ville blive fyret første gang, en gæst klappede mig i røven, for jeg ville ikke alene smække vedkommende en justeringslussing så hård, at det gav genlyd i hele etablissementet, jeg ville også råbe af vedkommende. Højt. Låget ville simpelthen ryge af.

Og den slags klap-kvinder-i-mås stunts sker jo alle andre steder, så hvad kan få os til at tro, det ikke sker på Hot Buns?

Skriver de også under på i deres kontrakter, at de skal se igennem fingre med den slags kundeadfærd mon? De lægger jo selv op til det, når de viser så meget bar hud. Gør de ikke?

Personligt har jeg prøvet forskellige uniformer af i den branche, og de har enten været relativt maskuline eller meget konede- og eller kiksede.

De værste er dem, der bestod af skjorte og vest. Jeg ligner et telt i den mundering. Men det er typisk gamle restaurationer eller værtshuse, der vælger den løsning - også til deres kvindelige tjenere. 

Har også prøvet det dér med noget sort nederdel, nylonstrømper og små hvide forklæder i polyester med små plisserede kanter, eller de dér slå-om bagerjomfru helkropsforklæder i Arriva bussæde mønster, med en t-shirt under. Begge disse feminine varianter får enhver til at ligne gammeldags stuepiger eller effektive fugleskræmsler. 

Men uanset hvor grimt, kikset eller klodset jeg har set ud i omtalte uniformer, så har de dog alligevel på en eller anden antisexet måde beskyttet mig. For jeg har kunnet være mig selv indenunder, kunnet koncentrere mig om mit arbejde uden at skulle forholde mig til om jeg havde en dårlig tøjdag, for det havde jeg jo sådan set hver dag - by proxy. Men jeg kunne gå på arbejde med hormonelt, oppustet mave og ømme bryster, have uren hud, praktisk tilbageskrabet hår og grimme men livsnødvendige Reebok sko på, have ubarberede ben og ditto armhuler. Jeg blev, når jeg iførte mig disse beklædningsstykker, til: Tjeneren i en form for neutralt tøj-helle. Min krops udseende var mindst vigtigt i den sammenhæng, den skulle mest af alt fungere, for jeg skulle flytte tunge ting og gå langt hver dag. 

Alligevel solgte jeg ret godt. Jeg var nemlig en god tjener/bartender. Hurtig og med overblik. Tjekket med detaljer, opmærksom, god til at tale med gæsterne og god til at få dem til at købe. 

Hvordan kunne det dog lade sig gøre, kan man tænke i dag - her lidt over ti år efter, jeg kvittede mit sidste tjenerjob? Uden at skulle vise bryster og røv? Ja, jeg ved det sgu heller ikke, må jeg ærligt tilstå. 

Hvis jeg havde arbejdet som tjener på en stripbar, på et diskotek i indre by eller på en sexklub, ku' det godt være, at jeg skulle have haft en anden arbejdsuniform end polyesterbuks og Reebok sko. Men det gjorde jeg jo ikke. Jeg serverede bare mad og drikke for folk, på restauranter, caféer og barer. 







fredag den 14. marts 2014

Advarsel: Fortælling, der indeholder fejlagtige seksuelle tilnærmelser - og trusler om mord

Toget ruller afsted - ud af München med endestation i Zagreb, Kroatien. Jeg skal af i Ljubljana, Slovenien og besøge veninde. 1998. Har en del timer foran mig og har allerede kørt i tog siden i morges. Nu nærmer klokken sig midnat.

Kupéen er klassisk. To rækker af sæder overfor hinanden og en skydedør ud til gangen. Elsker de tog. 
Der er langt fra proppet med folk. Faktisk har jeg hele kupéen for mig selv. I hvert fald i ti minutter. Så får jeg selskab. En fyr, cirka ti år ældre end mig selv, der skal hjem og besøge sin familie i Zagreb, finder jeg ud af, for vi præsenterer os, og han byder på en karamel. Han har sat sig overfor mig ved vinduet, og vi sludrer lidt. Men jeg er vildt træt. Jeg beder ham have mig undskyldt, tager skoene af og lægger mig udstrakt på rækken af tomme sæder, han gør det samme på sin række overfor. Vi slukker lyset i loftet. 

Ahh. Falde i søvn til lyden og bevægelsen af et skrumlende tog. Det er helt ok. At rejse er sgu hyggeligt. 

Der er cirka halvanden meter imellem mig og min medpassager. Alligevel, på en eller anden akrobatisk facon, formår han kort tid efter - "tilfældigt"- at lade sin åbenbart utroligt lange arm ramme min krop, derfra hvor han ligger - nu helt ude på kanten - på nippet til at trille ned på gulvet. Jeg sover ikke endnu, men bliver overrasket og sætter mig resolut op, tænder lyset og kigger ham direkte i øjnene og siger, at det dér, det kan han godt droppe. Jeg er ikke interesseret i noget tog hanky-panky. Han undskylder og mumler noget med, at det ikke var med vilje. At han var faldet i søvn og gjorde det i søvne.
Det er komisk men grænseoverskridende på samme tid. Komisk, fordi det så åbenlyst ikke er en "fejl". Der er oven i købet et lille bord ved vinduet, som han altså skal "famle" under. Meget lidet sandsynligt, at det er ikke er med vilje. 
Jeg siger til ham, at nu vil jeg egentlig gerne sove lidt, så jeg slukker lyset igen og lægger mig ned. Lysvågen og kampklar. Jeg ved jo på en måde allerede, det ikke er slut endnu. Ikke bange, men grundigt irriteret blandet med skuffelse over ham og over at det åbenbart altid skal være så bøvlet i de her situationer, bare fordi man rejser alene som kvinde. Fandens også. Idiot. 

Mindre end fem minutter efter sker det igen. Armen kommer snigende, men denne gang falder han faktisk på gulvet, og rejser sig omgående. Det samme gør jeg - klar af adrenalin og vrede. Tænder lyset og råber af ham, at nu kan han ærligt talt tage og skride, når ikke han kan holde nallerne for sig selv, og hvis ikke han har tænkt sig at gå frivilligt, så vil jeg kalde på togkontrollørerne (som jeg ved er med, og de er tyske og bryske og ikke til at spøge med - jeg har set mindst fire gå forbi på gangen to og to). 
Han dukker hovedet lidt, mumler et eller andet, tager sin jakke og forlader kupéen. 
Jeg er rasende, og det tager mindst en time, før jeg endelig falder i søvn. Bliver selvfølgelig vækket kort efter ved at kontrollørerne flår døren op og råber: "Grenzkontrollen - pass, bitte". 

At rejse er VIRKELIG hyggeligt.

Otte år tidligere
Jeg var taget til Israel - for at besøge en veninde, der havde været i kibbutz. Planen var, at vi skulle rejse rundt sammen i 14 dage og opleve. 

Da jeg trådte ud på gaden fra Ben Gurion lufthavnen, hvor min veninde hentede mig, blev jeg budt velkommen på en helt særlig måde. En bil med fire unge fyre, bremsede hårdt op, fyrene stak hovederne ud af vinduerne og gjorde tydelige tegn til, at vi skulle komme med dem, mens de piftede og råbte et eller andet på hebraisk. 
Say what? Jeg havde kun lige sat mine fødder på israelsk jord. Bevares, jeg havde langt, meget lyst hår, blå øjne, var ganske bleg og gik i harlekinternede bukser, men alligevel? 
"Det dér", sagde min veninde. "Det er ret almindeligt. Man vænner sig til det", og hun blendede endda langt bedre ind, i kraft af at være både mørkhåret, brunøjet og har jødiske træk.

Godt så.

Min veninde havde fået en kæreste. L, hed han, og var skidesød og rar. Ham skulle jeg møde, når vi kom til Haifa. 
Han var et par år ældre end mig - måske 21 og aftjente værnepligt i tre år. Når han ikke havde tjeneste, boede han hos sine forældre med to yngre søskende og en hund i en lejlighed, der kun havde to værelser ud over stuen, så sovepladser var fordelt lidt efter tilfældighedsprincippet for de hjemmeboende børn, hvoraf den yngste var 14. 
Hele familien var simpelthen så søde. Grinende og hjertevarme og bød på kogekaffe med kardemomme. Men vi kunne ikke sove dér, for der var ganske enkelt ikke plads. 

L havde en ven, der boede i nærheden. Der kunne vi bo et par dage, indtil vi skulle videre. Vi fik en nøgle, og vennen insisterede gæstfrit på, at vi skulle have soveværelset, så kunne han ligge i stuen. Han skulle alligevel tidligt op hver morgen. Vi protesterede høfligt, men han fastholdt sin galante beslutning. Så vi flyttede vores kufferter ind i værelset. Bagefter kørte vi alle fire ned mod stranden for at drikke en øl. På et tidspunkt kørte mændene, og vi var os selv.

Min veninde og mig drak os småfulde på den strandcafé, og kåde, som vi var, besluttede vi at tage ud og bade. Det var for længst blevet mørkt, og der var ingen at se på stranden, så vi kylede vores tøj i en bunke og sprang nøgne i vandet. Fornøjelsen stoppede brat, da min veninde pludselig opdagede, at hun havde noget ulækkert i håret. Hun var svømmet ind i en sort, fedtet oliepøl. Vi fløj op af vandet og fik tøj på. Hun ville bare hjem og vaske hår. Nu. 

Tilbage i lejligheden forsøgte vi at være stille, men vi kunne ikke lade være med at fnise. Var stadig små-snaldrede, og det var umuligt at få olien ud af håret selvom vi brugte en hel flaske shampoo. Måtte til sidst opgive. Nu skulle vi bare sove. 

Vi listede ind i værelset og lukkede den matterede glasdør, der skilte os fra køkken og stue. Lagde os i hver vores side af dobbeltsengen og nåede nøjagtigt at falde i søvn. Så blev vi i dén grad vækket.

" I am going to kill you", kom det fra vores vært, der sprang ind i rummet bevæbnet med en tomatkniv. Han kastede sig ned mellem os i sengen, men da var vi allerede på benene og i færd med at råbe og skælde ud, mens vi reflektorisk begge var gået i gang med at pakke - eller rettere sagt: væltede ting ned i vores kufferter.

Så et højt brøl og lyden af glas, der smadrede.

Lydene kom fra vores vært, der med knyttet næve stak hånden gennem glasdøren og tabte kniven. 
Der var omtrent gået et minut fra han kom ind. Nu stod han med bøjet hoved og sagde faktisk ikke noget, han stod bare. Vi råbte og skældte ud som sindssyge. På dansk, på engelsk, et par vrede gloser på hebraisk og stod nu allerede henne ved hoveddøren med stort set alle vores ting - fuldt påklædte og med sko på. Vi løb ned af den udvendige trappe, mens vi stadig skældte ud. Ud på gaden og forsøge at praje en taxa. Kan faktisk stadig ikke huske, om det lykkedes, eller om vi gik hele vejen hen til L og hans familie midt om natten.

Vi blev i hvert fald lukket ind. 

L var rasende. Om morgenen var han klar til at køre over og dræbe sin ven. Frustreret over at have mistet tilliden. Han havde stået inde for sin ven som en god fyr. Vi kørte derover. Min veninde havde også glemt noget, derhenne. 
L skældte sin ven ud, og vi følte os ubehageligt til mode over at være der igen. Vennen undskyldte, men det var ligesom lidt sent.
Bagefter blev min veninde og mig enige om, at det nok havde været for voldsomt for ham at have to unge kvinder i sin lejlighed. Sikkert hormonerne, der var løbet løbsk, og så var det blevet for meget for ham.

Tænk. I stedet for at forbeholde os den ultimative ret til at være vrede, forskrækkede og sårede over at være blevet angrebet, med truslen om at blive slået ihjel (hvor kejtet og halvhjertet, det mordforsøg så end var), så forsøgte vi gudhjælpemig at finde en forklaring, og den forklaring var så os. Det var sket på grund af os. Vores blotte tilstedeværelse som kvinder fik ham til at agere så voldsomt.

I stedet for at leve op til at være en god vært, der samtidig var blevet givet en tillid af sin ven, angreb han os kraftedeme fysisk og verbalt. Og vi slog det bare mere eller mindre hen. Hun var 18 og jeg var 19. Vi var jo usårlige, måske endda udødelige i vores selvopfattelse. Og egentlig: heldigvis for det. Vi havde tillid til, at intet ondt kunne ramme os. En fri, naturlig tilgang til verden og tiltro til andre mennesker.

At rejse er at leve. 

Ind imellem også fint bare at overleve.



Der var en fejl i denne gadget